Ingen kommentar

HVIS DER ER NOGET, den nuværende regering har udviklet til perfektion, er det evnen til at holde sig neddykket, når ubehagelige sager er på bordet.

Til gengæld skvatter ministrene over egne ben for at komme i aviser og på tv, når man har ’gode’ nyheder, man vil af med. Med god bistand fra regeringens hærskare af overbetalte spindoktorer forsøger VK-holdet med Fogh i spidsen at manipulere og tie sig ud af møgsager.

HELDIGVIS mislykkes det ofte – men ikke altid. For hvem kan tvinge en minister, der er gået under jorden med skuffen lukket, til at åbne kæften.

Tag bare de seneste par dage: En undersøgelse viser, bankerne uden at orientere deres kunder har sat renten på lån og kassekreditter i vejret, så det ligner griskhed. Noget af en forbruger-sag. Men Politiken kan konstatere, at ’det har ikke været muligt at få en kommentar fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen’.

I København slås en kok på åben gade med en tyv, han har grebet på fersk gerning. Men selv om kokken to gange ringer til politiet på 112, bliver han afvist. I samme nabolag er justits-Brian Arthur Mikkelsen sammen med politidirektør Hanne Bech Hansen og andre koryfæer på et pr-besøg i Mjølnerparken. Men da Berlingske gerne vil have Brian Arthurs mening, om de 843 mio. kroner, han lige har hældt i politiet, er givet godt ud, lyder svaret: ’Det var ikke muligt at få en kommentar’. Samme svar dagen efter. Brian Arthur er dykket ned.

PÅ DEN MÅDE forsøger ministrene at sno sig udenom. Men hvis det handler om at få knaldet en tuneser ud af landet, er Lene klar til at stille op i timevis på tv. Og hvis Brian Arthur vil bure alle landets lommetyve inde, skal han også nok finde tid til 14 interview.

DER VAR ENGANG, Anders Fogh talte om en regering, der ville informere ’åbent, ærligt og aktivt’.

Men det er som så meget andet længe siden.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere