Foghs galehus

ANDERS FOGHS regering er ved at udvikle sig til et galehus. Senest med balladen om de administrativt udviste tunesere, som har kastet regeringen ud i ny krise.

EN TING STÅR FAST: Det var integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og daværende justitsminister Lene Espersen, der godkendte udvisningen på grundlag af tophemmelige oplysninger fra bl.a. PET. Det ansvar forsøger Birthe Rønn nu at løbe fra og i stedet fedte det hele af på Lene Espersen.

DE HYGGER SIG rigtig i den regering. Karen Jespersen og Claus Hjorth Frederiksen dolker Birthe Rønn. Og Rønn forsøger det samme mod Lene Espersen. På den måde er regeringen godt i gang med at aflive sig selv. Vi siger tak.

SELV OM BIRTHE Rønn Hornbech sammen med Lene Espersen underskrev beslutningen om den administrative udvisning af de to tunesere, så fortæller integrationsministeren nu overraskende, at hun ikke ved, om hun kunne have sagt nej.

’Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det er afklaret juridisk. Jeg gjorde det, som i situationen – og efter loven – var det rigtige for mig’, siger Birthe Rønn Hornbech.

DET ER SIMPELT HEN noget af det værste minister-vrøvl, der længe er disket op med. Birthe Rønn påstår, hun har en juridisk embedseksamen og engang har været vicepolitimester. Det må hun efterhånden skaffe bevis for. Hun kan da ikke i fuld alvor påstå, hun var tvunget til at skrive under på en så alvorlig beslutning som udvisning, hvis hun ikke mente, dokumentationen var i orden.

ANDERS FOGH Rasmussen må hurtigst muligt sende et eksemplar af loven om ministeransvar til sine kolleger. Hvis den engang kloge kone Birthe Rønn nu er grebet af hukommelsessvigt, tør vi slet ikke tænke på, hvordan det ser ud i de ministerier, hvor lyset konstant er slukket på øverste etage i ministerkontoret.

Regeringen er godt i gang med at aflive sig selv.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere