Heldige ministre

EKSTRA BLADET afslørede i onsdags, at økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen sparer omkring 40.000 kr. som en direkte følge af regeringens hjælpepakke på pensionskasse- og boligområdet.

Hun er blandt de 180.000 flexlånere, som skal refinansiere sit lån i næste måned. Og det ville blive kanondyrt, hvis ikke hun selv og finansminister Lars Løkke Rasmussen var kommet med indgrebet.

I GÅR fulgte Jyllands-Posten trop med at fortælle, at mindst 14 af regeringens 19 ministre på linje med Lene Espersen har finansieret deres bolig med rentetilpasningslån.

VI ØNSKER ministrene tillykke med den hjælpende hånd til huslejen.

Ganske vist har mange peget på det uretfærdige i at hjælpe flexlånerne, som i årevis har nydt godt af lav rente, mens folk med fastforrentede lån har betalt ekstra for netop at sikre sig mod en stigende rente.

Nogle påstår endda, at danskerne fremover vil tage flexlån uden at tænke over risikoen, fordi indgrebet signalerer, at staten redder dem, hvis renten stiger.

MEN SÅDAN kan mørkemændene ikke stille tingene op. Regeringen har jo gang på gang understreget, at pakken er ment som en hjælp til pensionsopsparerne - og IKKE til flexlånerne. At sidstnævnte gruppe så også bliver tilgodeset, er helt tilfældigt.

Man har vel lov at være heldig. Ligesom de bankdirektører rundt om i landet, som nåede at afhænde aktier i deres egen bank, inden den styrtdykkede.

DERFOR: Endnu en gang tillykke til statsminister Anders Fogh Rasmussen, finansminister Lars Løkke Rasmussen, vicestatsminister Lene Espersen, skatteminister Kristian Jensen, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, transportminister Lars Barfoed, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, velfærdsminister Karen Jespersen, fødevareminister Eva Kjer Hansen, udviklingsminister Ulla Tørnæs, forsvarsminister Søren Gade, miljøminister Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Per Stig Møller og kulturminister Carina Christensen.


0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere