Fantastisk formand

EKSTRA BLADET skrev 25. juni i år, at den tidligere chef for Det Kgl. Teater Michael Christiansen var på vej til at overtage posten som formand for Danmarks Radio. Den var ledig, efter at Mogens Munk Rasmussen var blevet fyret på grund af byggeskandalen i DR Byen.

I går, fire måneder og en sjat senere, tog kulturminister Carina Christensen (K) sig endelig sammen til at lytte til Ekstra Bladets analyse.

MICHAEL CHRISTIANSEN er ny formand for DR.

Man kan undre sig over, hvorfor det skulle tage så lang tid at nå frem til den beslutning. Ganske vist er Carina Christensen i sin egenskab af regeringens vandrepokal ret ny på posten som kulturminister, men hendes forgænger i embedet, Brian Mikkelsen (K), har haft rigelig tid til at nå frem til valget, der synes indlysende.

BRIAN MIKKELSEN erklærede selv i sin tale, da Michael Christiansen gik af som direktør for Det Kgl. Teater:

’Man kan ikke bare sige, at du er en fantastisk chef. For du er den mest fantastiske chef.’

Men Brian Mikkelsen har muligvis et særligt forhold til ordet ’fantastisk’, for da han gav Mogens Munk Rasmussen sparket som formand for DR, bedyrede han samtidig, at det ikke betød, ’at Mogens Munk Rasmussen ikke udførte et fantastisk flot stykke arbejde’.

UNDER ALLE omstændigheder.

DR har nu en formand, der ved noget om både tal og kultur. Da Michael Christiansen blev chef for Det Kgl. Teater i 1992, kom han til en organisation, der ikke havde det så forfærdelig godt.

Og skønt generaldirektør Kenneth Plummer hævder, at det nu går strålende for DR, så vil enhver indehaver af et fungerende tv eller radioapparat vide, at det langtfra er tilfældet.

Forhåbentlig vil Michael Christiansens ankomst medføre forbedringer – den anden vej kan det vanskeligt gå.



0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere