En enkeltbillet til Arabien

HØR LIGE, hvad taleren Khalid Amin sagde til 1500 jublende deltagere i den demokrati-fjendtlige forening Hizb-ut-Tahrirs demonstration fredag mod 17 danske blades gentagelse af Muhammed-tegningen med bombe i turbanen:

– Hvor vover de at udfordre over en milliard muslimer verden over? Tror de, at vi vil glemme. Tror de, at vi har glemt? Vi har ikke glemt og vil aldrig glemme. Regeringen bør vide, at den intet har set i forhold til muslimernes potentiale. Og hvis reaktionerne sidste gang var ved at give dem nervesammenbrud, så skal de bare afvente, at muslimerne genopretter kalifatet og forener hele den islamiske verden under sit banner.

Vesten bør vide, at muslimerne er ved at vriste deres politiske vilje fra dem, og den dag, kære muslimer, vil der blive gjort regnskab for alt det, vi ikke har glemt. (Jyllands-Postens oversættelse )

SÅ ÅBENLYSE lød truslerne mod danskerne og den danske regering fra denne islamistiske sekt af bindegale indvandrere, som man ville kalde fascister, hvis de havde været italienere. Det er en forening, som åbenlyst bekæmper demokrati og drømmer om at indføre kalifatet – et 1400 år gammelt religiøst diktatur med en kalif som diktator.

DET AFSPOREDE, men truende vrøvl blev bl.a. påhørt af Islamisk Trossamfunds talsmand, Kassem Ahmad, der desuden gik i spidsen for foreningens protestmarch gennem Københavns Nørrebro.

Denne mand blev i aftes modtaget af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Aldeles ubegribeligt, at hun vil høre på en mand, der stiller op i sådan et fascistagtigt optog. Måske har regeringen ombestemt sig, siden statsministeren for to år siden afslog at høre på en snes nogenlunde civiliserede ambassadørers jammer over, at ytringsfriheden blev brugt til at tegne?

MAN KAN også undre sig over, hvordan PET kan finde på at indlogere den mordtruede tegner Kurt Westergaard på et hotel, hvorfra han nu smides ud, fordi ejerne er bange for de øvrige gæsters sikkerhed.

Er det kostbare hemmelige politi virkelig så amatøragtigt, at det ikke kan hitte ud af at tilbyde tegneren en sikrere adresse end et overrendt hotel?

ET TREDJE væsentligt spørgsmål i denne opkogte tid: Hvad laver egentlig disse medlemmer af Hizb-ut-Tahrir og deres sammenrend af tilhængere fra Islamisk Trossamfund m.v. i Danmark? Hvorfor skal vi finde os i deres vulgære trusler mod vores styreform og regering?

Når deres drømmes mål er en islamisk stat med en kalif som diktator - hvorfor drager de så ikke af sted til et muslimsk land uden ytringsfrihed, uden demokrati, uden generende tegninger? Der er over 50 af disse stater. Den ene mere udemokratisk end den anden. Det er lige noget for hele banden i Hizb-ut-Tahrir med tilløbere. God tur!
0 kommentarer
Vis kommentarer