Oprør

DET ER IKKE en nyhed, at akademikerne har taget magten i Danmark i tæt parløb med de halvstuderede røvere, der har haft så travlt med at blive en del af det politiske establishment, at de ikke engang har haft tid til at gøre deres akademiske uddannelse færdig.

Men nyt er det, at en gruppe socialdemokrater anført af den tidligere havnearbejder Leif Lahn Jensen nu gør oprør mod akademiker-vældet. Systematisk er de gået i gang med at uddanne ’arbejdere’ til at blive politikere.

I DENSOCIALDEMOKRATISKE folketingsgruppe er det kun seks ud af 44, der har en arbejderbaggrund. Dertil kommer en række skolelærere, om hvem man jo i det mindste kan sige, at de i hvert fald har brugt hænderne til at skrive lærdom på tavlen.

OG VIL DU VÆRE minister, skal du bestemt ikke ’spilde’ din tid på en arbejdsplads. Vejen til ministerbilen er endnu mere ensporet. Den går typisk via ungdomspolitik, en ansættelse i partiapparatet, til medlemskab af Folketinget. Blandt de nuværende socialdemokratiske ministre er kun en arbejder, varmemesteren Carsten Hansen.

LEIF LAHN JENSEN og vennerne påpeger en skævhed, som man bør gøre noget ved.

Det dur ikke, at dette land udelukkende regeres af folk som Bjarne Corydon. Om nogen står han som symbol på, at den nuværende ’arbejder’-regering har fjernet sig helt og aldeles fra den gruppe vælgere, der traditionelt ville stemme på Socialdemokraterne.

CORYDON STYRER LANDET efter tabeller og kurver frem for at se på de mennesker, der bliver ramt. Et af resultaterne er, at tusindvis af dagpengemodtagere har mistet deres eksistensgrundlag, fordi ’de røde’ bureaukrater fandt det nødvendigt at ændre reglerne.

DET ER DERFOR, der er brug for folketingsmedlemmer, der kender hverdagen for almindelige lønmodtagere og ikke kun har en teoretisk, akademisk tilgang til det.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere