Skrub ad helvede til

DE RABIATE mørkemænd i organisationen Hizb-ut-Tahrir er nu gået ind i valgkampen.

Men tro ikke, at disse ekstremister ønsker at få sæde i byråd og kommunalbestyrelser for på denne legitime måde at deltage i folkestyret.

TVÆRTIMOD. Hizb-ut-Tahrir vil dræbe valget og demokratiet. Ligesom de ville dræbe danske soldater i Afghanistan.

ORGANISATIONENS valgkamp går ud på at opfordre muslimer til at undlade at stemme ved kommunalvalget 19. november.

Ifølge øjenvidner sker det ved at flå valgplakater ned og true andre muslimer med helvede, hvis de udøver deres demokratiske ret.

HER PÅ siden har vi skrevet det før, og vi gør det gerne igen: Hizb-ut-Tahrir er en forskruet flok ekstremister med en lige så forskruet tolkning af Koranen.

DE HAR ikke andet end foragt tilovers for det vestlige demokrati. Målet er at indføre Kalifatet, hvor alt styres efter sharialoven, der bl.a. taler om stening af mennesker, afhugning af lemmer samt grotesk og blodig undertrykkelse af kvinder.

HIZB-UT-TAHRIR er en ganske lille organisation med marginal tilslutning. Alligevel er der grund til bekymring.

For medlemmernes hadefulde retorik kan skabe generel utryghed i samfundet over for mennesker, der ikke ligner familien Danmark.

DESUDEN er de dygtige manipulatorer. Bl.a. er det netop blevet afsløret, at Hizb-ut-Tahrir udførte såkaldt ’presserådgivning’ for bestyrelses-flertallet i bebyggelsen Egedalsvænge, der sidste år forbød juletræer.

I 2008 kom Hizb-ut-Tahrir med direkte trusler mod danske politikere, hvilket fik daværende SF-formand Villy Søvndal til at sige: ’Gå ad helvede til!’

ENIG. Men for ikke at gentage Søvndal kommer her en lille omskrivning: Skrub ad helvede til!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere