De forbudte trin

TV2 SENDER igen i aften ’Vild med dans’, og Allan Simonsen er stadig en af deltagerne. Med samme frygtløshed, som kostede ham et brækket ben i åbningskampen ved EM i Frankrig i 1984, vil Allan Simonsen kaste sig ud i en argentinsk tango.

BEMÆRK i øvrigt, at udsendelsen starter en time senere, fordi Danmarks fodboldlandshold forinden møder Norge i en venskabskamp. En glimrende opvarmning til dansedysten, og Ekstra Bladet vil i den grad være til stede i begge arenaer.

DET VAR et sidespring.

ALLAN SIMONSEN har undervejs mod kvartfinalen været udsat for den groveste og mest modbydelige voksenmobning. De fire dommere har igen og igen svinet ham til, som om hans dans var en personlig forulempelse.

SOM OM dommerne ikke kender spillets regler og nu bliver fornærmede over, at seerne ikke retter sig efter deres professionelle vurdering.

TV2 HAR heller ikke holdt sig tilbage. Sidste fredag blev reglerne med et snuptag ændret for at se, om man dog ikke på den måde kunne få manden møvet ud. Vi venter i spænding på at se, hvad TV2 i aften vil finde på for at løbe fra det koncept, som det selv har introduceret i Danmark.

HVAD ER problemet? Har nogen indtryk af, at Allan Simonsen ikke gør sig umage? At han ikke bruger mange kræfter på at forbedre sig? Nej, vel?

ALLAN SIMONSEN bliver aldrig dansk mester i pasodoble. Eller Vejle-mester i foxtrot, for den sags skyld. Det er bare ikke det, det handler om.

TV2 INVITEREDE ikke Allan Simonsen med på grund af hans evner på dansegulvet; men fordi han er folkekær. Nu viser det sig, at TV2 har undervurderet folkets kærlighed til ham. Lev med det.

BEHØVER VI minde TV2 og dommerne om, at udsendelsen hedder ’Vild med dans’ og ikke ’Bedst til dans’?

STEM PÅ ALLAN!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere