Læg nu det hele frem

LARS LØKKE RASMUSSEN (V) lod GGGI betale for sin datters flyrejse til Rio. 27.000 kroner kostede den.

PÅ ET meget langstrakt pressemøde for en lille måned siden forklarede han, at der var tale om en fejl. En fejl, der angiveligt blev opdaget efter Ekstra Bladets afsløring af, at Lars Løkke havde brugt et absurd beløb på flyrejser på første klasse, og at han havde boet på sindssygt dyre hoteller.

AF PRESSEMØDET fremgik det også, at der ikke fandtes nogen korrespondance om betalingen for datterens Rio-rejse.

DET ER IKKE rigtigt. Ekstra Bladet afslører i dag, at GGGI ligger inde med flere email mellem organisationen og Lars Løkkes kontor om datterens rejse.

VI MÅ BARE ikke se korrespondancen. GGGI vil ikke offentliggøre den, og Lars Løkke vil overraskende nok heller ikke.

– JEG HAR ikke mere at tilføje, lød hans gentagne og meningsløse svar, da Ekstra Bladet henvendte sig.

GANSKE SOM vi ikke kan se de beløb, han har fået i honorar og diæter fra GGGI. Lars Løkke har henvist pressen til at søge aktindsigt i Moderniseringsstyrelsen, men styrelsen har valgt at overstrege de centrale oplysninger.

LARS LØKKE har tidligere erklæret, at han ville lægge alt frem. Vi må nu konstatere, at det var en indholdsløs, men vellydende floskel.

SKATTEYDERNE giver Lars Løkke et rundhåndet eftervederlag på knap 1,5 millioner kroner om året, fordi han har været statsminister. Hans indtægter skal modregnes i det beløb. Og hans indtægter fra GGGI kommer fra danske bistandsmidler.

NATURLIGVIS angår de oplysninger offentligheden. Og når Lars Løkke nu nægter at give os indsigt i dem, er den nærliggende konklusion vel, at det kan skade ham mere end hans nuværende, krampagtige lukkethed.

VI KAN TAGE fejl, og i givet fald burde det være nemt at føre os ud af vores vildfarelse. Læg nu det hele frem, Lars Løkke.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere