Demokratiets skamplet

I DANMARK bryster vi os af at have et af verdens mest åbne demokratier. Men det gælder ikke, når det handler om, hvem der støtter de politiske partier. Berlingske har i en udmærket artikelserie påvist, hvordan det er almindelig praksis at oprette hemmelige pengeklubber, der samler ind til kommunalvalget. Målet er åbenlyst at sløre, hvem der støtter partierne. Venstre er klart foran på dette punkt, men socialdemokrater og konservative udviser også stor kreativitet.

PRINCIPPET er enkelt: Man opretter en erhvervsklub, giver den et tilforladeligt navn f.eks, hedder Venstres støtter i København 'Erhvervsklubben Hafnia Future'. Virksomheder og enkeltpersoner spytter penge i klubkassen, hvorefter pengene doneres til Venstres valgkamp, og helt efter reglerne får offentligheden blot at vide, at 'Hafnia Future' har støttet Venstres valgkamp med mere end 20.000 kr. Beløbet kan være flere millioner, og vi ved ikke hvem pengene kommer fra, eller hvilke modydelser politikerne skal give.

ER DET VIRKELIG så pinligt at støtte Venstre, at man ikke vil have sit navn frem?

FOR DEMOKRATIET er hemmeligheds kræmmeriet en skamplet. Vi kan som borger reelt ikke vurdere vore politikeres uafhængighed, og det bør vi naturligvis have mulighed for, da det jo ikke er ligegyldige ting, de folkevalgte beskæftiger sig med. På kommunalt plan fordeles million ordrer til private virksomheder, og på landsplan laver politikerne love, vi alle skal leve under. Som det er nu, kan en virksomhed anonymt kaste millioner efter de politikere og partier, som plejer virksomhedens interesser.

HVOR MEGET betalte Dansk Industri f.eks. for at få erhvervsskatten sat ned? Og hvad koster det at få ordren på madudbringningen i Odense? Intet er bevist, men mistanken mere end lurer.

DET BØR være åbenlyst, at loven må laves om, så alle bidrag offentliggøres.

GIV MIG blot et godt argument for at anonymiteten tjener demokratiet bedre end åbenhed!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere