Farvel og Bach

Christiansborg undrer man sig over, at Christian Friis Bach (R) i går valgte at gå som udviklingsminister.

SOM bekendt forklarede han sin beslutning med, at han havde misinformeret Folketinget og offentligheden ved at benægte kendskab til klimaorganisationen GGGI’s vanvittige rejseregler - regler som organisationens formand, statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V), har udnyttet til at flyve rundt på 1.klasse på de fattiges regning.

SOM sagen blev præsenteret på et pressemøde i går, skyldtes vildledningen af Folketinget en fejl hos en eller flere embedsmænd i Udenrigsministeriet. Ministeren havde altså ikke selv skylden.

MEN som han tilføjede: ’I sidste ende er det mit ansvar, og når man har et ansvar, skal man også være parat til at tage det’. Og så sagde Christian Friis farvel og Bach.

FOLK med minimal politisk hukommelse kan hurtigt komme i tanke om ministre, der har misinformeret Folketinget og sluppet fra det ved at tørre ansvaret af på embedsmænd. På den måde skiller Friis Bach sig ud.

I DET hele taget har han opført sig politisk alternativt i GGGI-sagen. Han har i tide og utide f.eks. rost luksusdyret Løkke Rasmussen for arbejdet i den korruptionsplagede organisation. En ros som har vakt irritation langt ind i SRSF-regeringen.

VENSTRE reagerede på Friis Bachs afgang ved at svine regeringen til. Op til kommunalvalget brægede Venstre-folk ’personhetz’ hver gang, pressen afslørede nye huller i Lars Løkkes forklaringer om diæter og løn-indberetninger.

MEN i går ville Venstre gerne tale om GGGI igen. Partiets Komiske Ali’er hylede op om plattenslageri og krævede undskyldning. Øh, hvorfor?

DET vil være naivt at tro, at Friis Bach med beslutningen om at bære sit ansvar sætter ny standard for ministres moral.

TÆNK blot på at der efter næste valg er udsigt til en Venstre-ledet regering med GGGI-formand Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere