Rettidig omhu

A.P. MØLLER – MÆRSK er en gigantisk virksomhed. Suverænt Danmarks største. Overalt i verden kan man støde på den karakteristiske syvtakkede stjerne på den lyseblå baggrund.

TRODS DENNE STORHED lægger Mærsk reelt kun omkring 50 millioner kroner i selskabsskat om året herhjemme. Når vi ser bort fra den skat, Mærsk betaler for indtægterne fra olieudvinding, og det kan vi lige så godt, for det handler jo primært om, at vi får del i indtægterne fra olien i Danmarks undergrund, som alle danskere er medejere af.

DEN OVERSKUELIGE skattebetaling i Danmark bunder ikke i, at det går skidt for rederiet. Slet ikke. Sagen er den, at Mærsk har mere end 150 selskaber placeret på adresser i udlandet, og de er velegnede som skattely.

BERMUDA, FOR EKSEMPEL. Ikke alene er vejret på øgruppen typisk vældig godt. Klimaet for multinationale virksomheder, der gerne vil slippe billigt i skat, er også overordentligt tiltrækkende.

MÆRSK HAR IKKE færre end 18 selskaber med adresse på Bermuda...

OGSÅ MAURITIUS, De Britiske Jomfruøer, Saint Lucia, Vanuatu, Guernsey, Isle of Man med flere er steder, hvor Mærsk har fundet det praktisk at placere selskaber. Fælles for dem er, at skatten ikke er ret høj, og at oplysningspligten er meget begrænset.

50 MILLIONER kroner i skattebetaling fra et enkelt firma i Danmark lyder måske meget pænt. Men Mærsk brugte sidste år rundt regnet samme beløb på at få skatterådgivning fra store revisionshuse.

A.P. MØLLER ER blandt andet kendt for sit motto, der er blevet en del af det danske sprog:

’INTET BØR ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu.’

ÅBENBART ER anstændig skattebetaling og et rimeligt tilskud til den danske samfundshusholdning noget af det, som A.P. Møller – Mærsk i dag ikke vil risikere at blive ramt af.

0 kommentarer
Vis kommentarer