Han fortjener en fyreseddel

NÆSTE UGE kan blive den mest afgørende i Morten Bødskovs politiske karriere.

PARTIERNE uden for regeringen står i kø for at få en udførlig forklaring på, i hvor høj grad han kendte til PET’s forsøg på at sabotere Pia Kjærsgaards besøg på Christiania. Og i hvilken udstrækning han har vildledt Folketingets Retsudvalg og dermed det samlede folketing.

ET SAMRÅD i retsudvalget med ministeren er blevet fremrykket til mandag eller tirsdag. Det kan blive et skæbnemøde for ministeren, for hvis hans forklaringer ikke falder i god jord, venter en forespørgselsdebat senere på ugen, hvor der kan udtrykkes mistillid til ham.

DE BORGERLIGE har sammen med Enhedslisten et flertal uden om regeringen. Og da Johanne og hendes tropper af mange grunde ikke skylder regeringen noget – snarere tværtimod – kan det ende med at koste Morten Bødskov hovedet.

DET ER stadig en gåde, hvorfor PET (eller Bødskov) ikke orienterede Pia Kjærsgaard om, at der – altså ifølge PET selv – forelå en alvorlig trussel, som gjorde, at det ville være dybt risikabelt for hende at deltage i retsudvalgets besøg på Christiania. I stedet fik hun og udvalget en forkølet forklaring om, at turen måtte udsættes, fordi Københavns politidirektør var forhindret i at deltage.

HVOR MEGET vidste Bødskov – og hvornår? Var han orienteret om, at PET – tilsyneladende i flere omgange – havde smugkigget i Kjærsgaards private kalender for at finde et tidspunkt, hvor man kunne afvikle det udskudte Christiania-besøg uden hendes deltagelse?

MED VORES kendskab til Bødskov vil han kæmpe til sidste blodsdråbe for at bevare sin taburet. Kun et kraftigt vink med en vognstang fra hans boss, statsministeren selv, kan få ham ud af ministerbilen, inden et folketingsflertal evt. tager affære.

VI SYNES, at Helle Thorning skal reagere nu. Hellere i dag end i morgen. Bødskovlen fortjener at blive forhenværende minister.

0 kommentarer
Vis kommentarer