BØDSKOVL

null

DA HELLE THORNING kæmpede mod Frank Jensen om at blive formand for Socialdemokraterne efter Poul Nyrup, var Morten Bødskov en af hendes allermest trofaste støtter.

BELØNNINGEN faldt prompte, da hun overtog Statsministeriet: Bødskov blev justitsminister.

SIDEN har han utrætteligt udfyldt rollen som Helle Thornings marionet. Hvad mutter gør, er altid det rigtige. Men spytslikkeriet isolerer ham i folketingsgruppen.

SAMTIDIGT har Morten Bødskov udviklet sine evner som bureaukrat til perfektion. Regler er regler, og de skal følges – uanset hvor tåbelige de end måtte være.

DET BEVISTE han til overflod i sagen om den syvårige Im, der sammen med sin mor blev udvist til Thailand, fordi hendes stedfar døde af kræft. Først da regeringstoppen greb ind, vendte Bødskov på en tallerken og erklærede, at Im alligevel godt kunne blive i Danmark.

BØDSKOV taler om åbenhed, men går ind for hemmelighedskræmmeri. Derfor er han en varm tilhænger af den nye offentlighedslov, som nægter offentligheden adgang til at beskrive, hvad der sker i magtens korridorer. Selv undgår han helst at tale med pressen, men gemmer sig bag sine spindoktorer.

MINISTEREN bakkede PET-chefen, Jakob Scharf, op til det sidste og erklærede ham sin fulde tillid. Også så markant, at adskillige politikere mistænker ham for at have holdt hånden over sin gamle ven. Derfor er et politisk efterspil under opsejling.

I SØNDAGS varslede Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell en regeringsrokade, som muligvis indebærer, at justitsministeren flyttes til jobbet som EU-kommissær.

VI SYNES, det er fint, hvis Bødskovlen eksporteres til Bruxelles, for her har hans bureaukratiske evner de bedste muligheder for at udfolde sig i fuldt flor. Det er blot synd for EU-systemet.

0 kommentarer
Vis kommentarer