Lort under neglene

DET ER nærmest umuligt at komme til tops hos Socialdemokraterne, hvis man ikke har gået på universitet og været medlem af partiets ungdomsorganisation.

OG DET HAR bl.a. Helle Thorning, Bjarne Corydon, Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen, Mogens Lykketoft – alle nuværende frontfigurer i det gamle arbejderparti.

FLERE OG FLERE akademikere, færre og færre arbejdere. Sådan har udviklingen været siden 70’erne, og det er et stort problem, mener den nye 3F-formand Per Christensen.

I SIT FØRSTE større interview som formand for 320.000 ’kedeldragter’ anklager han de socialdemokratiske toppolitikere for at mangle berøring med almindelige menneskers hverdag. 3F-bossen føler sig fremmed i det parti, som burde kæmpe hans medlemmers sag. Specielt indgrebet mod efterlønnen og dagpengene gjorde ondt.

– DET MED at have lort under neglene, det har da betydning for, hvordan man ser verden, siger den tidligere havnearbejder fra Aalborg.

KRITIKKEN er ikke ny. Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn står således bag et decideret arbejdernetværk i partiet, som kæmper for at vinde indflydelsen tilbage fra de DJØF’ iserede politikere.

PER CHRISTENSEN har ret i, at de, der træffer beslutninger med store konsekvenser for familien Hansen, næppe selv har været i situationer, hvor de står til at miste hus og hjem på grund af en ændret lovgivning.

OG DET ER også sigende, at kun ganske få MF’er bor i områder med lejeboliger og alment boligbyggeri – men det gør hver 6. dansker.

SOM HOVEDREGEL er det partiernes medlemmer, der bestemmer, hvem der opstilles til politiske hverv. Per Christensens reaktion bør føre til, at rekrutteringen kommer til at omfatte flere, som har haft om ikke lort, så dog jord under neglene.

0 kommentarer
Vis kommentarer