Politiker-lede

MANGE KLOGE HOVEDER har påpeget, at den er helt gal med demokratiet, fordi tre ministre fra Thornings regering er tvunget væk på ganske kort tid pga. skandalesager. Det er også historisk mange, og det kunne i øvrigt lige så godt have være fire, for Annette Wilhelmsens håbløse million-vennetjeneste er i samme kategori, som da Uffe Elbæk måtte gå, fordi han henlagde officielle middage til sin mands gøgler-arbejdsplads.

MEN I STEDET for at se det som et problem, at ministrene ryger på stribe, så kunne man jo også se det som et sundhedstegn for demokratiet.

DET ER DA skønt, at vi i Danmark ikke accepterer, at ministre mister dømmekraften og bruger offentlige penge på at hjælpe familie og venner eller endnu værre lyver.

DER ER MISTILLID til politikerne, og den vokser, men det skyldes efter min mening, at politikerne simpelt hen har udviklet en livsfarlig bacille. Så snart de bliver ministre, glemmer de alt om at være åbne. Pludselig er det besværligt, at befolkningen vil se dem over skuldrene.

EN MAND som Morten Bødskov bærer et stort ansvar for den voksende mistillid. Først kæmpede han nidkært for at få vedtaget en lov, der giver offentligheden mindre indsigt i, hvordan regeringen arbejder. Derefter bliver han afsløret i at have konstrueret en løgn.

Det er svært at udlægge det på anden måde, end at han vil mørklægge beslutningsprocessen, for at han bedre selv kan snyde.

DET ER ufatteligt, at politikerne ikke forstår, at i stedet for at lade systemet lukke sig om sig selv, skal de i stedet åbne op. Giv os indsigt – det giver tillid.

DET ER MULIGT, det bliver lidt mere besværligt, men er hele grundtanken i demokratiet ikke, at det netop skal være besværligt for at skabe tillid?

0 kommentarer
Vis kommentarer