Dårligereog dyrere

OVER DE seneste ni år har DSB aflyst 70 procent flere tog end aftalt i trafik-kontrakten med staten.

TAL, som etaten har gjort alt for at skjule, og som fuldstændig piller pynten af sloganet ’DSB

– tog til tiden’.

MEN SELV om servicen er blevet ringere, har statsbanerne den frækhed at lade priserne stige og stige. Fra 19. januar med 1,3 procent for både billetter og kort.

VÆRST går det ud over pendlerne, hvis dagligdag er afhængig af, at togene går regelmæssigt og til tiden. Det er i den grad til at forstå, at mange af dem har mistet tålmodigheden og skiftet til anden transport-form.

TIL GENGÆLD er det uforståeligt, at politikerne bare kigger på og i stor udstrækning lader DSB køre forretningen selv uden nævneværdig indblanding.

DET ER de samme politikere, som benytter enhver anledning til at forsøge at lokke danskerne over i den kollektive trafik for at komme trafik-køerne i de større byer til livs. Regeringens oprindelige planer om at lave en betalingsring omkring København står endnu frisk i erindringen.

DET HUSKES også, at endnu inden stormen Bodil for alvor begyndte at rase, kørte DSB – i samarbejde med BaneDanmark – togene i garage over hele landet og lod de rejsende i stikken. Etaten forklarede sig med, at man ikke ville risikere, at materiellet led skade. Så skidt med kunderne.

TRANSPORTMINISTER Pia Olsen Dyhr erkender problemerne og varsler skrappere sanktioner, hvis aftalerne fortsat bliver brudt.

LAD DET ikke blive ved truslerne. DSB skal klokkeklart bringes til at forstå, at jernbanedriften vil blive overladt til andre, hvis der ikke hurtigt sker forbedringer.



0 kommentarer
Vis kommentarer