Magten og den manglende ære

Skattesagskommissionen har afhørt det sidste vidne. De næste ni måneder tænker de tre juridiske eksperter over, hvad det er, de har hørt.

Vi kan allerede nu konkludere, at vi ikke fik de afgørende beviser for, hvem der lækkede Thorning-familiens skattepapirer til BT.

Vi får heller ikke entydigt afklaret, om Traktor-Troels, alias daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, blandede sig, men vi har til gengæld fået et helt unikt indblik i, hvordan magten forvaltes i Danmark bag de lukkede døre. Er det så 20 mio. kr. værd, som Skattesagskommissionen ender med at koste skatteyderne?

Ja, det synes jeg faktisk – ikke mindst fordi magtens mænd og kvinder gør, hvad de kan for at begrænse vores adgang til at se dem over skuldrene. Og det er usundt for demokratiet.

Afhøringerne i Skattesagskommissionen afslører, at alt bliver drejet og fordrejet. En af finesserne var f.eks. at departementschefen fik sløjfet en indholdsfortegnelse, så ombudsmanden havde sværere ved at gennemskue sagen.

Juridisk klarer både ministeren, hans særlige rådgiver og topembedsmændene sikkert frisag, men moralsk står de afklædte, fordi de alle primært plejede egne frem for samfundets interesser. Det gode er, at embedsmænd og politikere hader at blive undersøgt.

Det kan nemlig koste dem karrieren. Og for at fastholde Danmark som et af verdens mindst korrupte lande, bør vi en gang imellem tage temperaturen på magtudøvelsen i form af en kommissionsundersøgelse. Også selv om den koster 20 mio. kr.

Snart er det jul, så man kunne jo ønske sig, at magtens udøvere også prøvede at lære noget af at blive undersøgt. Men det er nok for stort og urealistisk et ønske. Desværre.

0 kommentarer
Vis kommentarer