Smarte Astrid

MED MELLEMRUM bliver Astrid Krag fremhævet som en af de mere vellykkede SF-ministre.

NU ER FELTET måske ikke det mest udfordrende –men alligevel virker det sært. For hvad gør hun egentlig?

SER MAN tilbage på den altid storsmilende, lille kvindes tiltag, kan de deles groft op i to modeller.

ENTEN en masse sniksnak om f.eks. hendes brændende ønske om mere lighed i sundhedssystemet. Og fri og lige adgang til sundhed.

I ÅR vil en del – især unge – så kunne se tilbage med et stænk af bitterhed på, at det var i 2013, Astrid Krag skar ned på tilskuddene til den mest basale tandpleje, eftersyn og tandrensning.

PÅ DEN ene side har hun skærpet reglerne for lægers interesser i medicin-industrien. Samtidig har hendes opgør med de privat-praktiserende læger resulteret i, at andre private aktører – f.eks. Falck Healthcare, der delvis ejes af lægemiddelkoncernen Lundbeck – fremover kommer til at drive almen praksis.

MINISTERENS andet aktivitetsområde er emner bragt frem i pressen. Selv har hun nemlig få initiativer.

OG HER ER Astrid Krag lidt af en darling for journalisterne. For hun stiller altid op – i modsætning til sine forgængere, der gerne tog et bistert slagsmål, om sagerne nu også var rimelige. Krags standardattitude er stik modsat – nærmest taknemmelig. Hun beder straks om redegørelser, lufter ideer om ’handlingsplaner’. Det virker handlekraftigt og er med til at få hende til at virke driftssikker og åben. Men de konkrete effekter er noget sværere at få øje på.

SUNDHEDSSTYRELSEN har som bekendt svigtet gang på gang – men her skal aldrig rulle hoveder. Den magtfulde ’sløvhedsstyrelse’ er åbenbart for frygtindgydende en modstander for Krag.

ENDELIG kan hun efter sager og kritik spille et velkendt kort: Tjeklister af dit og dat. Til sundhedspersonalets fortvivlelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer