En stinker

38-ÅRIGE Klaus Knudsen på Falster træder ind i 2014 med udsigt til 14 dage i spjældet. Mandens forbrydelse, der vurderes så grov, at samfundet skal beskyttes imod ham, består i, at han er fattig.

KLAUS KNUDSEN mangler at betale 20.000 af en regning på 55.000 kr. for en kloak-tilslutning, som Guldborgsund Kommune har påtvunget ham med miljøloven i hånden. Som arbejdsløs har han ikke pengene, og han kan ikke låne mere i banken.

MEN DET RAGER de kommunale apparatjikker langsomt. De har kørt Klaus Knudsen gennem hele maskineriet, og nu skal han bag tremmer.

DET FÅR kommunen ikke fem flade øre ud af. Omvendt får Klaus Knudsen sværere ved at få et job, fordi han får plettet sin i øvrigt rene straffeattest.

SELVFØLGELIG skal alle følge landets love. Ellers opløses samfundet og forvandles til et liberalistisk wild west-show.

DE FLESTE lovkomplekser er dog åbne for fortolkning og smidig forvaltning. Det har Klaus Knudsen ikke mærket noget til.

HANS SAG ER en rigtig stinker – en lortesag der afslører bureaukratiet, når det virkelig kværner.

DET GROVESTE eksempel i nyere tid på systemets magtfuldkommenhed er de skandaløst fejlagtige ejendomsvurderinger gennem de seneste ca. ti år.

TRODS FLERE END tyve advarsler gjorde skiftende Venstre-skatteministre intet for at rette fejlene. Tværtimod brugte de energi på at forhindre borgerne i at klage. Hvordan ministrene kunne få lov til at blæse på loven, kan Klaus Knudsen bruge de 14 dage i fængsel til at spekulere over.

TILMEDHAR S-R-SF-regeringen voldsomme problemer med at tackle oprydningen efter Venstres skattekaos.

GODT NOK nedsættes ejendomsvurderingerne en smule. Men samtidig udhules borgernes retssikkerhed yderligere. Det bliver endnu sværere at klage, og for at det ikke skal være løgn, skal det koste 400 kr. at anke en afgørelse.

ALTSÅ: Bureaukratiet kværner videre. Ikke kun i Klaus Knudsens hjemkommune på Falster, men også i magtens centrum i København.



0 kommentarer
Vis kommentarer