’SKAL PATIENTEN ligefrem dø, før Astrid Krag tager kritikken af akuttelefonen alvorligt? Det her har udviklet sig til den største politiske skandale i nyere tid, og sundhedsministeren er tilsyneladende ligeglad.’
DENNE Facebook-kommentar fra folketingsmedlem Mai Henriksen (K) opsummerer nogenlunde holdningen hos de 1,7 millioner borgere i hovedstadsområdet til den nye patienttelefon 1813, der blev aktiveret fra årsskiftet.
DEN ERSTATTER Lægevagten – men ikke 112, som skal bruges ved livstruende akut sygdom eller skade.
1813-TELEFONEN er mildest talt kommet dårligt fra start. Det vælter ind med klager over alenlange ventetider og dårlig rådgivning. Regionspolitikernes forsikringer om, at der kun er tale om begyndervanskeligheder, lyder mere og mere hule.
TAG BLOT eksemplet fra Ekstra Bladet i går. Her blev ægtefællen til en kvinde med blodprop i hjernen smidt af akuttelefonen efter sammenlagt en times venten.
PÅ FLERE plejehjem har personalet draget konsekvensen af de lange ventetider og er begyndt at ringe hjem til pårørende til akut syge beboere, så de kan påtage sig ulejligheden med at sidde i kø til 1813.
DE ANSVARLIGE undskylder sig med, at personalet – både læger og sygeplejersker – mangler træning i at betjene regionens nye computersystem. ’Vi kunne ikke nå det med vores nuværende deadline’, lyder det fra chefen for regionens akutberedskab, overlæge Jan Nørtved!
MED ANDRE ord: Politikerne har været så ivrige efter af få det nye system søsat, at de dårligt har skænket det en tanke, om personalet nu også er klar til at betjene borgerne på betryggende vis.
VI FORESLÅR, at hovedstaden vender tilbage til den gamle lægevagt-ordning, indtil 1813 er tilstrækkeligt afprøvet af et veluddannet personale. Og det bør ske hurtigt, før det nye system koster menneskeliv.
Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.