Alt må frem i lyset

ÉN TING står fast: Hvis det kan dokumenteres, at Helle Thorning i tre uger – inden Bødskov selv måtte gå til bekendelse – vidste, at hendes justitsminister havde løjet over for Folketinget, er hun færdig som statsminister.

DERFOR hænger Thornings skæbne i en meget tynd tråd i disse timer, hvor der arbejdes febrilsk i Statsministeriet for at stykke en forklaring sammen, som kan neutralisere oppositionen. Og tilfredsstille Enhedslisten.

NU VED en mere og mere undrende offentlighed, at Statsministeriet allerede den 19. november 2013, altså tre uger før justitsministerens afgang, var blevet orienteret om den betændte sag.

DET SKETE i form af to udkast til en pressemeddelelse fra Justitsministeriet, hvoraf det tydeligt fremgik, at Morten Bødskov havde løjet over for udvalget om, hvorfor det ikke kunne gennemføre et besøg på Christiania.

I ET SVAR til retsudvalget i tirsdags vedkender Helle Thorning sit kendskab til sagen således:

’JEG OG medarbejdere i Statsministeriet var ikke før dette tidspunkt blevet orienteret om forløbet i forbindelse med aflysningen af udvalgets planlagte besøg på Christiania den 29. februar 2012.’

MED ANDRE ORD: Statsministeren personligt blev orienteret den 19. november. Alligevel holdt hun kæft og lod ugerne gå tilsyneladende vel vidende, at der var placeret en løgner i spidsen for Justitsministeriet.

DET SIGER sig selv, at Blå Blok vejrer morgenluft og kræver Helle Thornings hoved på et fad.

SITUATIONEN er straks mere besværlig for støttepartiet Enhedslisten, hvis topfolk da også har valgt at træde vande, indtil statsministeren har svaret på nogle skriftlige spørgsmål.

SAGEN ER under alle omstændigheder rådden – og derfor er det hamrende vigtigt, at ALLE oplysninger, alle papirer og alle aftaler, nu kommer frem i lyset. Uanset begrænsningerne i den nye offentlighedslov.

OG DET må være en selvfølge, at den uvildige undersøgelse, som skal kulegrave Justitsministeriets rolle i sagen, også kommer til at omfatte Statsministeriet. Incl. statsministeren selv.

I MORGEN skal Helle Thorning stå skoleret i retsudvalget – og dette møde kan blive afgørende for hendes fremtid. For bagefter vil Enhedslisten uundgåeligt blive afkrævet svar på spørgsmålet: Har I fortsat tillid til Helle?

ET NEGATIVT svar vil betyde, at hun er færdig som statsminister.