Kamelens pukler blev for store

SF FORLOD regeringen med et ordentligt brag. Kønt så det ikke ud, men det var det eneste rigtige. Var SF blevet i regeringen, ville partiet have bevæget sig direkte mod afgrunden, hvor et sandsynligt scenarie var, at de røg helt ud af Folketinget ved næste valg. Nu har SF en reel chance for overleve som parti!

ANNETTE Vilhelmsen røg med i faldet, og det må SF prise sig lykkelig for. Hun blev båret ind i formandsstolen af et bagland, som ønskede, at SF førte SF-politik og ikke bare var et dikkende vedhæng til en socialdemokratisk-radikal regering. Men det modsatte skete. Vilhelmsen var uden indflydelse og gennemslagskraft. Hun plirrede med øjnene og bøjede nakken, hver gang Blå Bjarne satte kursen direkte mod højre.

Alt IMENS Vilhelmsen prøvede at forstå landspolitik, måtte SF sluge den ene kamel efter den anden. Det blev efterhånden vanskeligere og vanskeligere at undskylde kamel-slugningen med, at det var et nødvendigt onde for at få egne mærkesager igennem.<blank>

FOR mærkesagerne forsvandt. Ud røg betalingsringen, og ind kom i stedet skattelettelser til erhvervsliv og millionærer. Dagpenge og kontanthjælp blev beskåret, og godt nok fik SF en togfond til milliarder, men ved bagdøren solgte Bjarne CoryDong arvesølvet til fanden selv.

DONG blev den berømte dråbe. Men beslutningen om at trække sig fra regeringen burde have været truffet for længe siden. Ekstra Bladet anbefalede SF at forlade regeringen allerede i september 2012, da Villy Søvndal stoppede som formand. Siden har SF’s regeringsdeltagelse været en lang nedtur med sørgebind.

SF DUR ganske enkelt ikke til at være i regering, og tak for det. Vi har ikke brug for flere socialdemokratier, partier, der påstår, de varetager de dårligst stilledes tarv, men løber fra alle løfter, så snart de har sat sig i ministerbilerne.

OG MENS hele fokus nu er rettet mod SF’s nedsmeltning, så luskede Blå Bjarne og hans kedelige borgerlige venner milliardsalget til Goldman Sachs igennem. Goldman Sachs har selv betegnet købet af Dong-aktierne som en ’Unik mulighed for at tjene mange penge med begrænset risiko’.

DET ER et yndigt land, vi lever i, men hold kæft, hvor har vi brug for politikere, som også tænker på moral og etik. Blå Bjarne har meldt klart ud, at for ham handler det alene om penge. Vi trænger til en modvægt.

SF BØR finde tilbage til rollen <QL>som den troværdige, ansvarlige stemme med et varmt hjerte.

0 kommentarer
Vis kommentarer