JENSEN OG KONSEKVENSEN

’HVIS EN MINISTER begår en ulovlighed, så skal der være en konsekvens.’

SÅDAN SAGDE Venstres gruppeformand Kristian Jensen til Berlingske i februar 2011, og man kan vanskeligt være uenig med ham. Ministre har det ikke nemt, og der stilles store krav til dem, men vi kan vel have en berettiget forventning om, at de i det mindste overholder loven.

EKSTRA BLADET afslører i dag, at Kristian Jensen som skatteminister i flere år lod opkræve skatter, han vidste var ulovlige. Det viser en aktindsigt i de såkaldte ministerforelæggelser.

KRISTIAN JENSEN fik af sine embedsmænd klar besked om, at nogle boligejere ville komme til at betale for meget i skat, men han gjorde tæt ved intet for at informere om problemet. Tilsyneladende for at undgå for mange klager.

DANMARKS førende ekspert i forvaltningsret, professor ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, vurderer, at forløbet kan munde ud i en rigsretssag, og under alle omstændigheder bør det give anledning til selvransagelse for både Kristian Jensen og Venstre.

KRISTIAN JENSEN nåede i sin ministertid at få ikke færre end tre velvoksne næser for at sjofle sit arbejde som minister.

DEN ENE NÆSE fik han endda for direkte at overtræde grundloven. Han lod sit ministerium administrere efter en lov, der ikke var vedtaget. Sådan noget er ellers mest brugt i bananstater.

MED EKSTRA BLADETS nye afsløring er billedet så klart, at det næsten skærer i øjnene:

KRISTIAN JENSEN har i sin tid i skatteministeriet ført et uigendriveligt bevis for, at han er aldeles inkompetent som minister. Samtidig har han demonstreret en ophøjet foragt for de love, han var sat til at administrere.

ALLIGEVEL er Kristian Jensen kronprins i Venstre. Alligevel har Kristian Jensen udsigt til en central ministerpost, hvis Venstre kommer i regering efter næste valg.

HVAD MENER Kristian Jensen egentlig, når han taler om konsekvens?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere