Kværulanter

Ansatte i det danske politi og justitsvæsen havde grund til at smile om kap med forårssolen i går. For klokken 14 kom årsrapporten fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der behandler klager over politiet.

Og kort fortalt siger rapporten, at danskere, som klager over politiet, er en flok kværulanter. Omvendt gør de danske betjente sjældent noget forkert. Ja, de opfører sig jævnt hen fejlfrit, når de agerer i samfundets tjeneste med skydevåben, håndjern og knippel.

Jamen, så er alt jo i den skønneste orden, ikke sandt? Tja, tjo, og så måske ikke alligevel.

For dykker man ned i talmaterialet, er konklusionen om de klage-gale danskere måske ikke så hug- , stik- og nagelfast alligevel.

De fleste klager handler om politiets opførsel. De udgjorde 42 pct. af samtlige sager sidste år. En gennemgang af statistikken viser, at langt hovedparten af sagerne endte med en skrivebordssnak eller fik stemplet ’ej kritik’ –f.eks. på grund af uenighed om, hvad der var sket.

Men som tidligere afsløret i pressen, kan politiet have svært ved at hjælpe med klagesager. Betjente har f.eks. haft mulighed for at holde møder om deres forklaringer. I flere tilfælde har det lokale politi tilmed ikke været i stand til at identificere, hvem de indklagede betjente mon kunne være. De sager stinker langt væk.

Manglende identificering styrker ikke politiets troværdighed og er i sig selv et fremragende argument for, at ordensmagten skal udstyres med id-numre.

I virkelighedens verden er det urealistisk at tro, at politiet altid kan opføre sig fejlfrit. Der er mennesker af kød og blod inde i uniformerne. Og de skal stå frem i livsfarlige situationer, men også lægge ører til de groveste gloser, hvoraf ’Hipo-svin’ er blandt de pænere.

Men når der klages, har alle –fra betjenten på gaden til politimesteren bag skrivebordet –bare at slå hælene sammen og yde deres til, at klagerne behandles efter reglerne. Andet er ikke en retsstat værdigt.



0 kommentarer
Vis kommentarer