Den afghanske tilstand

null

KRIGENS PRIS: Udenrigsministeriet skriver på sin hjemmeside:

’Den danske indsats i Afghanistan skal forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister.’

I morgen er der præsidentvalg i det krigshærgede land.

Ekstra Bladet fortæller i dag, at en af kandidaterne er Abdul Rasul Sayyaff. Han har arbejdet tæt sammen med Osama bin Laden, var tidligt i kontakt med Taliban og har som erklæret mål at give Afghanistan et ’totalt islamisk styre’ med alt, hvad deraf følger.

Uanset om Sayyaff vinder valget eller ej, er alene opstillingen af ham et vidnesbyrd om, at Afghanistan hverken er fri for terrorister eller i nærheden af at være et normalt, velfungerende demokrati.

Danmark kastede sig ind i krigen i Afghanistan i februar 2002, og prisen har været uhyggelig høj.

43 danske soldater har mistet livet, og over 200 er sårede. Heraf betegner forsvaret mindst 30 af dem som så hårdt sårede, at de er invaliderede.

I penge har omkostningerne også været gigantiske. Sidste år blev udgiften gjort op til 11,4 milliarder kroner. 2000 kroner pr. dansker.

Udenrigsministeriet meddeler videre om den danske indsats i Afghanistan:

’Samtidig skal den bidrage til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som kan tage vare på sin egen sikkerhed, fortsætte en demokratisk udvikling og fremme respekten for menneskerettigheder.’

Intet tyder på, at det mål blot er i nærheden af at være nået. Intet tyder på, at udbyttet af de vestlige landes krig i Afghanistan på nogen måde kan retfærdiggøre den høje pris målt i både menneskeliv og penge.

Men den øjeblikkelige afghanske tilstand er god at blive klog af, næste gang politikere vil ofre andre menneskers liv på at forbedre verden.

0 kommentarer
Vis kommentarer