Kujoner

DRØMMEN, DER BRAST: Mange danske politikere hader at svare på, om de synes, at udfaldet af krigen i Afghanistan nu også var ofrene værd. For hvis de erkender, at indsatsen i det store og hele har været uden betydning, indrømmer de samtidigt, at danske soldater døde forgæves.

43 af vore unge blev dræbt – 182 såret – i det fjerne bjergland. Heraf mistede 26 livet i de hårde kampe for at fordrive Taliban fra den tidligere danske militærlejr Rahim nord for Gereshk.

Men i dag er Taliban tilbage, og Rahim-lejren anvendes til opiumsdyrkning, viser billeder taget af en norsk journalist.

Efter at de danske soldater og den internationale styrke har forladt stedet, er Taliban-krigerne kommet ned fra bjergene og hærger lige så meget som før krigen.

Drømmen hos lokalbefolkningen om et område med skoler og sygehuse er bristet. Håbløsheden breder sig i takt med omfanget af ødelæggelse og død.

Konstabel Alexander Biune blev dræbt af en nedgravet sprængladning nær Rahim-lejren 10. juli 2011. Hans faster er chokeret over udviklingen, som Ekstra Bladet afslører i dag. – Fuldstændig absurd. Vi har betalt en forfærdelig høj pris, siger hun.

Krigen i Afghanistan kan ikke gøres om, og de mange døde og sårede soldater vil blive mindet for deres heltemod og uegennyttige indsats i kampen mod terrorismen.

Men hvad med de politikere, som sendte dem af sted? Er bare en enkelt af dem så modig at stå frem og erkende, at han/hun tog fejl, da beslutningen om at deltage blev truffet?

Det tror vi ikke – de fortsætter med at stikke hovedet i busken og påstå, at missionen er lykkedes, og at lokalbefolkningen jubler over den internationale militærstyrkes indsats.

Politikerne er nemlig overbeviste om, at de dræbte soldaters pårørende ikke kan tåle at høre sandheden. Så løgnen får lov at leve videre.

Glem ikke disse kujoner, når du sætter dit kryds ved næste valg.

0 kommentarer
Vis kommentarer