Danmark, vi har et problem!

VI HAR EN utrolig upopulær statsminister, og oppositionens leder kan folk heller ikke lide. Men vi slipper ikke af med dem de kommende mange år, for hvis miraklet sker for Socialdemokraterne, sådan at de vinder næste valg, så fortsætter Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Og hvis miraklet udebliver, så sætter Lars Løkke Rasmussen sig i statsministerstolen.

VI KAN SÅ oven i købet i dag afsløre, at Løkke og Thorning heller ikke stoler på hinanden. Det betyder, at vi har to upopulære ledere af Danmarks to største partier, som heller ikke kan lave politik sammen.

DERFOR SKRUMLER dansk politik af sted, og politikerleden når nye højder.

SE BLOT PÅ sagen om børnechecken. Hvordan kan en forholdsvis banal sag om ganske få millioner i måneder være den vigtigste sag i dansk politik? Det kan den, fordi Helle og Lars bare ikke kan finde ud af at sætte sig i et fortroligt rum og få sagen løst.

LØKKE BRUGER børnechecken til en uforståelig politisk obstruktion, vel sagtens fordi han tror, han derigennem udstiller regeringens manglende handlekraft. Men han udstiller mest af alt sin egen dårlige dømmekraft. Og Thorning vil af uforståelige grunde ikke selv sætte sig ved bordet og få sagen løst, måske fordi hun mener, sagen er under en statsministers niveau. Det er den også, i udgangspunktet, men det, at der endnu ikke er fundet en løsning for børnechecken, udstiller vel mest af alt, at Thorning ikke har niveau til at være statsminister.

VI MANGLER NYE folk til at lede landet, og hvis Thorning og Løkke fortsætter som nu, så ender det sgu nok med, at vi får Tulle som statsminister. Men Kristian Thulesen Dahl virker da også umiddelbart som et stærkere kort blandt de nuværende partiledere.

0 kommentarer
Vis kommentarer