Må ikke se sin farmor

KOMMUNALT VANVID: De svageste grupper i samfundet – psykisk syge, udviklingshæmmede m.fl. – har ofte svært ved at råbe myndighederne op, fordi de sjældent har et fælles udgangspunkt og derfor rangeres under gulvbrædderne.

Hos politikerne tæller de ikke meget som vælgere, og da deres krav som regel er udgiftstunge, lander de i tredje eller fjerde række, når kommunerne lægger budgetter.

Tag eksemplet med den 16-årige André Ljungberg, som bringes i dagens avis:

André er udviklingshæmmet. Siden han var lille, har han frivilligt været anbragt hos en plejefamilie, fordi han var for stor en udfordring for sine forældre.

Igennem alle årene har André haft kontakt til sin biologiske familie – især til farmoren, som han har et tæt forhold til. Han besøgte hende hver måned, og de holdt år efter år sommerferie sammen.

I januar ændrede tilværelsen sig dramatisk for den 16-årige dreng. Af sparehensyn blev han flyttet til en døgninstitution for udviklingshæmmede, og farmoren blev skåret ud af samværsplanen med den begrundelse, at André bliver stresset, hvis han fortsætter med at besøge hende.

Familien har selvfølgelig protesteret, men kommunen er ligeglad. De pårørende kan jo bare klage, lyder det iskoldt fra børne- og familiechefen. Vel vidende, at behandlingen af en klage i Ankestyrelsen kan tage flere år!

Ekstra Bladet ville gerne høre nærmere om begrundelsen for at afskære André fra samvær med sin farmor, men kommunen nægter at komme med en forklaring, selv om familien har givet den samtykke til at udtale sig.

Hvor er det ynkeligt, at embedsmandsapparatet ikke tør stå offentligt til ansvar for sine egne gerninger.

André har ikke en chance for at komme videre, medmindre hans nærmeste går i offensiven og bombarderer lokalpolitikerne i Odense og fynske folketingsmedlemmer med protestskrivelser. For udsigten til ikke at blive genvalgt plejer at veje tungt i disse kredse.

0 kommentarer
Vis kommentarer