Fascistisk 1. maj

En venstreorienteret aktivistgruppe, der kalder sig ’Her er oprøret’, vil sabotere statsminister Helle Thorning-Schmidts 1. maj i Fælledparken. Det fortalte Ekstra Bladet mandag.

Angiveligt har gruppen indkøbt 800 fløjter, som den vil dele ud. Samtidig opfordrer gruppen andre til at medbringe alt muligt andet, der kan larme, så det vil være umuligt at høre Socialdemokraternes formands tale.

Den idé kan man sige meget om. ’Dum’ er en nærliggende beskrivelse, men der er mere.

Mange er skuffede og indignerede over regeringens politik. Ser vi på, hvad den er løbet fra, mens den har været ved magten, er vreden også forståelig. Men det er i Danmark muligt at give udtryk for sin holdning på utallige måder. Ingen kan hævde, at de ikke kan komme til orde.

Ideen om at overdøve Helle Thornings tale er ikke kun barnlig og stupid. Grundtanken er fascistisk.

Gruppen forklarer selv på Facebook, at aktionen skam hverken er et angreb på demokrati eller ytringsfrihed. Helle Thorning kan komme til orde ved så mange andre lejligheder, og ’det er politikerne, der er udemokratiske, når de bryder deres valgløfter’.

I lighed med andre religiøse og politiske fanatikere er gruppen så sikker i sin overbevisning om at være indehaver af den rigtige mening, at den ikke anerkender andres ret til at mene noget andet.

Hvis vejret er til det, vil der i Fælledparken 1. maj være mellem 50.000 og 70.000 mennesker. Det vil måske være en overraskende oplysning for folkene bag ’Her er oprøret’, og sandsynligvis er de bogstaveligt talt fløjtende ligeglade, men en del af disse mennesker kommer for at høre Danmarks statsminister tale.

Deres demokratiske ret bliver trådt under fode af mennesker, der er overbeviste om, at de ved bedre end dem. Det er fascisme, og folkene bag denne plan burde besinde sig.

Hvem vil de næste gang forhindre i at blive hørt? Og hvor vil de klage, hvis nogen på et tidspunkt skulle vælge at afskære dem fra at komme til orde?

0 kommentarer
Vis kommentarer