Hit med papirerne

’Jeg betaler selvfølgelig den skat, jeg skal’.

Citat V-formand og statsminister-kandidat Lars Løkke Rasmussen mandag eftermiddag.

Jamen, så er alt jo i fineste orden, ikke sandt?

Øh, nej. For Løkkes udtalelse rejser en syndflod af nye spørgsmål, som pressen ikke fik mulighed for at stille under det korte interview.

Som bekendt handler Løkkes nye bilags-sag om tøj-indkøb af bl.a. jakkesæt, sko og underbukser for svimlende 152.000 kr. samt en Mallorca-rejse til 11.000 kr. til hans familie. Alt sammen betalt af Venstres partikasse og dermed af partimedlemmerne og skatteyderne.

Da Ekstra Bladet i sidste uge kunne afsløre de nye bilag, galpede Løkkes tro væbnere op om, at tøj-indkøbene havde været nødvendige for, at formanden var klædt ordentligt på op til valget i 2011. De glemte dog, at en del af tøjet blev købt efter valget ...

Om Løkke havde betalt skat af tøjgaverne, kunne offentligheden ikke få at vide. Venstre-

folk fastholdt hele ugen, at Løkkes skatteforhold ikke rager offentligheden.

Men så nu, da bilags-skandalen truer Løkkes politiske liv, melder han friskfyr-agtigt, at han har betalt den skat, han skal.

Under S-formand Helle Thornings skattesag krævede Løkke og co., at alle dokumenter skulle lægges frem. Derfor er V-formanden vel indforstået med selv at fremlægge beviser.

Hvor stort et tøjbeløb er indberettet. Er det 152.000 kr., 10.000 kr. eller værdien af to par boksershorts? Hvornår er beløbet indberettet? Hvilken revisor har vurderet og sagt god for beløbet? Hvad med rejsen? Er den medregnet?

Rækken af spørgsmål fortsætter. Bl.a.: Hvorfor indførte Venstre forbud mod tøj-indkøb i 2012, når alt havde været i skønneste orden? Hvorfor får en tidligere partisekretær ansvaret for en sag, der åbenbart ikke er en sag? Svar udbedes.

Men først og fremmest: Hit med papirerne.



0 kommentarer
Vis kommentarer