HELLE THORNING-SCHMIDT kaldte i sin nytårstale til kamp for de traditionelle, socialdemokratiske værdier om i fællesskab at skabe et trygt velfærdssamfund, hvor vi hjælper de, der har brug for hjælp. Det er en smuk tanke, som også langt hen ad vejen er den måde, vi de sidste 50 år har indrettet Danmark på.

JEG FIK i denne uge sat velfærdssamfundet i perspektiv, da min mor på 91 døde. Som barn i 30'erne oplevede hun massiv fattigdom, hun var ung i 60'erne, da det socialdemokratiske velfærdssamfundet for alvor tog fart, og som 82-årig var velfærds-modellen nået så langt, at hun fik en ny hofte. Det gav hende næsten ti år ekstra med høj livskvalitet, hvor hun kunne cykle sin daglige tur på syv kilometer. 'For man skal jo holde sig i form' – og selv passe sin store have, hvor hun med stolthed høstede bunker af tomater, agurker og bær til glæde for familie og naboer.

HVOR MANGE SAMFUND har vilje og råd til at give så gammel en dame en ny hofte? Det har vi i Danmark, og tak for det, det viser noget om den kvalitet, vi har opbygget i vores velfærd.

MEN NÅR MAN hører statsministerens nytårstale, så bør man også lægge mærke til det, der ikke blev sagt. Hvorfor var det ikke et tema for den socialdemokratiske statsminister, at 34.000 danskere sidste år røg ud af dagpengesystemet, og at tusindvis af ugifte ægtepar her fra nytår også mister deres eksistensgrundlag pga. nye regler?

HVORFOR ER DET ikke længere velfærdsstatens problem, men deres eget? Vi står midt i et historisk svigt fra den socialdemokratiske bevægelse. Hvad hjælper det, at vi kan sikre en 82-årig en ny hofte, hvis vi ikke mere vil hjælpe familier med at opretholde dagen og vejen.

JEG KAN HØRE min mor stilfærdigt sige: 'Jeg var glad for min nye hofte, men I kan ikke være bekendt ikke at hjælpe de unge'.

DET ER ÅBENLYST, at Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon trænger til en historietime for at undgå, at de helt svigter arven.