Lyt til Julie

KONFLIKTEN mellem lærerne og Kommunernes Landsforening bryder ud i lys lue med skolelukninger fra tirsdag den 2. april, medmindre forligskvinden udsætter den på et møde i dag. Parterne står tilsyneladende så stejlt over for hinanden, at det er svært at se, hvordan et mæglingsforslag skal kunne skrues sammen.

KRAVET fra de offentlige arbejdsgivere er firkantet sagt, at lærerne skal undervise mere og blive længere på skolen. Men det afviser lærerne blankt med henvisning til, at der så ikke vil blive tid til den nødvendige forberedelse.

ALLE DE, det hele drejer sig om, nemlig eleverne, er selvfølgelig ikke blevet spurgt. Derfor er det vigtigt at lytte til den appel, som 15-årige Julie fra 9. klasse på Hareskov Skole kommer med i Ekstra Bladet i dag. En appel om at undgå at ødelægge eleverne indefra. Om at give plads til fritidsaktiviteter og socialt samvær med venner og familie. Om at give tid til at være barn.

JULIES appel er ikke bare rettet mod forhandlerne, men også mod regeringen, der så brændende ønsker sig en heldagsskole med fysisk tilstedeværelse otte timer hver dag.

REGERINGEN har gjort, hvad den kunne, for at lægge gift ud for en forhandlingsløsning mellem lærerne og kommunerne. Allerede for et år siden tog finansminister Bjarne Corydon kontakt til KL for at sikre sig, at den ikke kom med overenskomstkrav, som var i modstrid med regeringens reformønsker på området.

CORYDON & co. bedyrer selvfølgelig, at de ikke kunne drømme om at blande sig i overenskomstforhandlingerne. Men tilfældigvis er det så heldigt, at regeringens og kommunernes krav om heldagsskolen er sammenfaldende.

JULIE ER er glad for at gå i skole, men frygter, at pludselige og store ændringer af hendes og kammeraternes dagligdag vil betyde mere fravær og mindre overskud. Men intet tyder desværre på, at forhandlerne – eller politikerne –gider lytte.

Læs reportagen side 16

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere