Bor du det rigtige sted?

HVIS DU er kræftpatient, er det ikke ligegyldigt, hvor i landet du bor.

FOR EKSEMPEL har lungekræftpatienter fra Region Syddanmark, Midtjylland og Sjælland 50 procent større risiko for at dø efter en operation end patienter fra Region Hovedstaden, viser en ny undersøgelse.

FORSKELLEN i behandlingerne fra region til region kan altså være et spørgsmål om liv eller død. Om at undgå at trække en nitte i det store kræftlotteri.

ALDRIG har der været brugt så mange penge på kræftbehandling som i dag. Området har forståeligt nok høj bevågenhed hos de fleste mennesker. Enten fordi de selv lider af en kræftsygdom, eller fordi de kender en, som er ramt. Og det skaber selvfølgelig høj prioritet hos politikerne.

DERFOR forekommer det urimeligt, at vi i så lille et land som Danmark ikke er bedre til at gøre behandlinger og kirurgi mere ensartet. Og at regionerne trods tilførsel af mange nye milliarder stadig byder kræftramte at leve i pinefuld venten, inden de kommer i behandling.

EKSTRA BLADET har talt med tre kræftpatienter, som overlevede, fordi de boede det rigtige sted og derfor kom hurtigt på operationsbordet. De siger samstemmende: Ventetid er umenneskelig. Især den ventetid, der går, fra man får mistanke om kræft, til behandlingen starter.

LOKALT er sygehusene også dårlige til at følge patienterne. Tag f.eks. brystkræft-området. Her er der ingen af regionerne, som lever op til kravet om, at 95 procent af højrisiko-patienterne bør følges i ti år efter deres behandling.

KRÆFT er formentlig den sygdom, de fleste danskere frygter mest. Og den frygt bliver uudholdelig, hvis overlevelse står og falder med, om man er heldig i lotteriet.

Læs reportagen side 6, 7 og 8

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere