Verdens bedste fiktion

'VERDENS BEDSTE NYHEDER' er titlen på en kampagne, som Danida har givet godt 10 millioner kroner til. Formålet med kampagnen er at fortælle befolkningen, at det går godt med ulandsbistanden. At den kommer de rigtige steder hen, at den gør nytte, at alle er glade og så videre.

NYHEDERNE ER muligvis de bedste, men det ville nok have klædt dem, hvis de også var nogenlunde dækkende for virkeligheden. Ekstra Bladet afslørede i går, at det er de meget langtfra.

TRODS FORSIKRINGER om, at kampagnen 'ikke vil forsøge at tegne glansbilleder af bistanden', så er det svært at finde en mere præcis beskrivelse af kampagnens hjemmeside. Her går alt nemlig så aldeles fremragende.

SANDHEDEN ER, at 580 ud af 1543 projekter i perioden fra 2007 til 2011 fejlede. Det viser Danidas egne tal. Nogle af kikserne kom delvist i mål, andre var end ikke i nærheden.

UDVIKLINGSMINISTER Christian Friis Bach (R) erkendte i gårsdagens avis, at der er plads til forbedringer i kommunikationen. I dag siger han også, at der er strammet op i organiseringen af nogle af projekterne. Begge dele er tiltrængt.

VI DANSKERE er i almindelighed ikke synderligt påholdende, og de fleste af os støtter gerne mennesker i nød. Danmark giver årligt 16 milliarder kroner i udviklingsbistand, og så sent som i fredags gav vi over 75 millioner kroner til 'Danmarks Indsamling 2013'.MEN VI GIVER nødigt penge ud i det blå. Det må være et selvfølgeligt krav, at der er nøje kontrol med støtten, og at den gavner de rette.

OG VI HAR slet ikke behov for, at der kastes millioner af kroner efter en kampagne, der kun har til formål at lave et misvisende skønmaleri af virkeligheden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere