Glemsomme Lars Løkke

VENSTRES FORMAND er en plaget mand med en meget selektiv hukommelse.

REJSE-FRÅSERIET i forbindelse med GGGI mener Lars Løkke, at han redegjorde detaljeret og tilfredsstillende for på det berygtede maraton-pressemøde for godt to uger siden.

ALTSÅ LIGE BORTSET fra, at han havde glemt at betale for datterens flyrejse fra New York til Rio. Og glemt, at han modtog diæter fra GGGI i 2012.

MEN GLEMSOMHEDEN er mere omfattende end som så. Moderniseringsstyrelsen måtte i 2011 og 2012 mange gange rykke Venstre-bossen for indberetninger af indkomst, som skulle modregnes i den løn, han som tidligere statsminister modtog – det såkaldte eftervederlag.

I DEN FORBINDELSE har Lars Løkke tilsyneladende også holdt skjult over for Moderniseringsstyrelsen, at han har fået en firmabil af Venstre.

DA LØKKE MISTEDE statsministerposten, stillede hans parti oprindeligt en bil, en Skoda med privatchauffør, til rådighed for ham – det skal han ikke betale skat af.

MEN EFTER AT Lille Lars fra Græsted var flyttet til København, blev Skodaen konverteret til en firmabil for Løkke med parkering ved hans private bopæl i Nyhavn-kvarteret i København. Det er at sidestille med en lønforhøjelse – og den skal der selvfølgelig betales skat af.

OM DET ER SKET, vides ikke. Men det er bemærkelsesværdigt, at den frie bil ikke blev nævnt med ét ord, da Venstre-formanden i et brev til partiets medlemmer 13. oktober lagde alle sine ’lønnede hverv’ på bordet.

BIL-ORDNINGEN repræsenterer for Lars Løkke en værdi af 112.500 kr. årligt, som er fuldt skattepligtig.

UNDER ALLE omstændigheder synes vi, at den tidligere statsminister skal opsøge lægelige eksperter for at høre, om der findes et middel mod glemsomhed. Man er virkelig langt ude, når man glemmer sit eget navn. Som det skete, da den tidligere statsminister indskrev sig på et hotel i København under navnet Jensen!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere