Månen tur-retur

MÅNEN SKULLE af ubegribelige grunde rodes ind i regeringens præsentation af dens sociale mål for år 2020. Både Helle Thorning og Annette Vilhelmsen brugte billedet med, at når man for 40 år siden kunne sende en mand til månen, kan man også... et eller andet socialt i Danmark. Vendingen blev genbrugt til lidt af hvert.

ENTEN TALER vi om tankeoverføring på højt plan, eller også er de enige om, at det lyder klogt.

KENDSGERNINGEN er, at det lød totalt tåbeligt. Og det bekræftede mange anelser om, at indholdet af de sociale mål i sig selv er helt på månen.

PLANEN ER EN masse nørklede hensigts-erklæringer uden substans. Ingen havde et bud på, hvordan man opnår dem. Ud over den helt store opdagelse: Hjemløse får det bedre, når de får en bolig. Det har man prøvet i én kommune, og surprise! Det virker. De er ikke hjemløse mere

BÅDE STATSMINISTEREN og socialministeren fremmalede målene som noget af det modigste i dansk politik i mange år: Nu kan de blive målt – dét er det modige – ja, om syv år! Til den tid er Thorning og Vilhelmsen over alle bjerge.

ELLER MÅLENE er justeret, som det jo jævnligt sker i Thornings regering.

OG HVAD, HVIS de mange detaljerede mål så er opfyldt? Det vil f.eks. betyde, at der i 2020 dør 200 narkomaner af en overdosis i forhold til 285 nu? Skal vi så sige: Juhu – der er kun 200 døde? Der er et eller andet, der knaser ganske grufuldt i de mange procent-vise forbedringer, som Annette Vilhelmsen stod og rablede af sig på pressemødet efter regeringens seminar.

AMBITIONERNE blev skamrost af regeringen selv som tårnhøje. Men overalt sætter man jo barren lavere for potentielle sociale tabere end for befolkningen generelt.

DEN PLANLAGTE månerejse mod at få brudt den sociale arv kan åbenbart lykkes, uden at det koster en øre. Regeringen går bare i ’partnerskaber’ med kommunerne og private hjælpere, og så skal regeringen nok evaluere, om de andre gør det godt nok, og ’holde dem op på målene’. Altså helt samme melodi, som Lars Løkke plejer at spille.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere