Man har et standpunkt

I SIN IVER efter at komme tilbage i centrum af dansk politik har Lars Løkke solgt sin støtte til boligejerne. Det samme har de konservative.

SOM LED i finanslovsaftalen med regeringen har Venstre-bossen lovet at opgive sin ellers indædte modstand mod skatteminister Holger K. Nielsens forslag om at forlænge de skrupforkerte ejendomsvurderinger fra 2011 til også at gælde i 2013 og 2014.

LARS LØKKE tordnede ellers på Facebook, da lovforslaget blev fremlagt for en halv snes dage siden. Han kaldte det rystende ringe og konkluderede, at ’alt for mange boligejere nu skal betale alt for meget i skat i alt for lang tid’.

DA AFTALEN om finansloven var i hus, pralede Lars Løkke og Lars Barfoed af, at de nu har skaffet skattelettelser til erhvervslivet og lønmodtagerne. Men undlod omhyggeligt at referere til den kamel, de har måttet sluge i forhold til boligejerne.

DE TO partiledere får tørre tæsk af de andre borgerlige partier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som nu begge bryster sig af at være de eneste i Folketinget, som værner om boligejerne.

MEN EFTER GGGI-skandalen, hvor Lars Løkke er blevet stemplet som en uvederhæftig fråsemikkel i mange vælgeres bevidsthed, har det været afgørende for den tidligere statsminister at manifestere sig som oppositionsleder og forligsmager i et forsøg på at genskabe fordums storhed.

DERTIL kommer sidegevinsten: At det i forvejen spændte forhold mellem regeringen og støttepartiet Enhedslisten forværres.

SÅ SKIDT med, at der brydes løfter og skiftes standpunkter/holdninger/synspunkter. Det har ikke mindst Lars Løkke prøvet så mange gange før.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere