Trier tjener kassen

DANSK FILMS internationale berømthed, Lars von Trier, er god til at kradse penge hjem til sig selv. Manden er styrtende rig efterhånden.

TIL GENGÆLD efterlader han et kæmpe økonomisk hul. Alene de seneste fire film har et underskud på i alt 68 mio. kr. i kølvandet.

FILMSTØTTEN kan der derfor naturligvis heller ikke være tale at betale en krone tilbage af, når det på papiret ser så sløjt ud. Filmstøtte er nemlig noget, man får for at beholde den, når det gælder succes-drengene i filmselskabet Zentropa, Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier.

VI FÅR nærmest indtryk af, at Danmark skal være så beæret over at få lov at poste penge i deres produktion af meget lidt sete mesterværker, at det er befolkningen, der skal sige: Tak, I to, fordi vi må lægge kassen i jeres stenrige hænder!

ANDRE FILMSKABERE, der modtager støtte, kan godt magte at betale en del af støtten tilbage. Hvad der naturligvis er tanken, når filmene begynder at spille i biograferne...

MEN HER kan von Trier og hans makker jo i hvert fald påberåbe sig den kendsgerning, at Triers film ikke sælger billetter i Danmark. Mens von Triers private selskab Element Film for eksempel er vokset med 26 mio. kr. de senere år, var der blot 57.000 solgte billetter herhjemme til en film som ’Melancholia’.

SPØRGER MAN den ellers altid så medie-villige Ålen om, hvordan det går til, at de to filmskabere er så rige, mens von Triers film kører med underskud og ikke-tilbagebetalt filmstøtte, får vi de sædvanlige goddag-mand-økseskaft-svar. ’Økonomi taler vi med Skattefar og Gud om i nævnte rækkefølge. Om alt andet stiller jeg gerne op’, lyder den kæphøje e-mail fra Peter Aalbæk Jensen. Ha ha –hvor er det sjovt. Eller hvad?

FILMINSTITUTTET udbad sig i efteråret pludselig bilag for Trier-filmen ’Antichrist’. Det var naturligvis ren majestætsfornærmelse, og typisk fik det Peter Aalbæk til at kalde instituttets chef for inhabil og snotdum. Men samtidig skærpede det offentlighedens interesse en tak til for at få kigget filmstøtten efter i sømmene. Kom endelig i gang!

0 kommentarer
Vis kommentarer