Hæng dem ud for svindel

18,8 millioner kr. Så meget måtte entreprenørvirksomheden Our House bløde for underbetaling af 46 polske arbejdere. Det er den hidtil hårdeste dom for social dumping herhjemme.

En del af svindlen er foregået på byggerier for Københavns Kommune, hvor Our House har fungeret som underentreprenør.

I går beklagede overborgmester Frank Jensen (S) her i avisen, at kommunen ikke havde fundet frem til de brodne kar på et tidligere tidspunkt. Og han lovede straks at indføre et uafhængigt tilsyn, som uanmeldt kan rykke ud på f.eks. byggepladser.

Social dumping er i den grad med til at underminere det danske arbejdsmarked – og det er især blevet et kæmpe problem efter EU’s udvidelse mod øst.

Derfor har fagbevægelsen presset hårdt på for at få indført et såkaldt udvidet kædeansvar. Hvilket vil betyde, at ikke blot hovedentreprenøren, men også underleverandører på et byggeri kan drages til ansvar, hvis de ikke overholder gældende løn- og arbejdsvilkår.

Politisk har især Enhedslisten forsøgt at presse regeringen til at opruste kampen mod social dumping, men desværre uden synderligt held. Derfor er det positivt, at mange kommuner nu tager sagen i egen hånd og indfører sanktioner, hvis der sker lønfusk i forbindelse med kommunale byggerier.

På EU-plan foreslår Socialdemokraternes spidskandidat til EU-Parlamentet, Jeppe Kofod, at der laves en lov om, at virksomheder sortlistes, hvis de bliver dømt for at underbetale deres medarbejdere. Altså en slags smiley-ordning.

Men da de borgerlige er imod, at virksomheder generes på nogen måde, er Venstre-spidskandidaten Ulla Tørnæs selvfølgelig rykket i marken med et fuldtonet nej.

- For mig minder det mest af alt om en middelalderlig gabestok eller heksejagt, lyder hendes forklaring.

Vi synes tværtimod, at det er et skridt i den rigtige retning. Social dumping er noget svineri, som ikke kan bekæmpes hårdt nok.

0 kommentarer
Vis kommentarer