Helligbrøde

PANIK i TOPPEN: I et halvt år har Socialdemokraternes ledelse forberedt en kampagne mod partiets politiske hovedfjende, Dansk Folkeparti. Hovedbudskabet er, at DF med alle sine løfter vil dræne statskassen for 155 milliarder kr. og derved totalt smadre velfærdssamfundet.

Kampagnen var dårligt skudt i gang, før S-lokalafdelingen i Give skabte panik i partitoppen ved at invitere DF-partiformanden Kristian Thulesen Dahl til at tale 1. maj –arbejderbevægelsens internationale kampdag.

Thulesen Dahl tog selvfølgelig mod invitationen som en kat, der får serveret en skål fløde.

Men så snart Give-afdelingens initiativ var blevet offentligt kendt, blev invitationen trukket tilbage. Udadtil, fordi afdelingen alligevel ikke kunne blive enige.

Vi er ikke i tvivl om, at sosserne i Give ikke bare har fået en vink med en vognstang, men en direkte ordre fra partiledelsen om at sadle om. For set fra S-toppen er det intet mindre end helligbrøde at stille en talerstol til rådighed for Tulle netop 1. maj.

Så endnu en gang er det lykkedes Socialdemokraterne at gøre sig selv til grin i den danske befolkning.

Men sagen er samtidig en alvorlig påmindelse til Helle Thorning og andre ledende kammerater om, at man visse steder i S-baglandet lytter til Dansk Folkeparti og tager dets politik alvorlig.

Det viser meningsmålingerne også. Socialdemokraterne ligger konstant et godt stykke under 20 procent, fordi deres vælgere er rykket over til DF – også i en sådan grad, at Thulesen Dahl p.t. er formand for Danmarks næststørste parti.

Den udvikling har Thorning og Corydon forstærket ved at føre en økonomisk politik, som en stor del af fodfolket er uenig i. F.eks. ved at være så nedrig at halvere dagpengeperioden i en krisetid, hvor det er næsten umuligt at finde et job.

Thulesen Dahl kan være glad for både invitationen og aflysningen. Han vinder ved begge dele.

0 kommentarer
Vis kommentarer