IKKE MERE YES MINISTER

DØDSLISTEN SPØGER. Inden Thorning-regeringen kom til fadet, forlød det, at Henrik Sass Larsen og et par andre skarpe socialdemokrater arbejdede med en såkaldt dødsliste.

Her stod navnene på topembedsfolk i ministerierne, som skulle afskediges, hvis Helle Thorning vandt magten. Man havde noteret sig embedsmænd, der ikke var upartiske, men bevidst arbejdede for borgerlig politik, hed det.

Sass Larsen har senere benægtet, at dødslisten eksisterede: Okay – der var nogen embedsmænd, der var gået for langt ... Men dødsliste? Nej da.

Der er dog siden lige præcis røget et par departementschefer. Bl.a. i Miljøministeriet, hvor Ida Auken forinden offentligt havde kritiseret departmentschefers forstokkethed ... Samtidig har regeringen i perioder tumlet med sin gamle idé om politisk udpegede topembedsmænd.

Kort sagt: Det diskrete embedsmandsvælde, der i bedste ’Yes Minister’-stil har fungeret og været respekteret i årtier, har følt parketgulvene skælve under sig.

Og nu får skruen så endnu et smertefuldt vrid med endnu en departementschef – Justitsministeriets – der, efter hvad det forlyder, er rasende over at være hjemsendt, mens der foregår tjenstligt forhør mod hende og hendes nærmeste undergivne. Det var Thornings opsigtsvækkende aktion lige i kølvandet på PET-skandalen, hvor Morten Bødskov måtte gå af.

Undersøgelsen af, hvor meget de to topchefer havde fingrene nede i løgnehistorierne om PET og Pia Kjærsgaaards aflyste besøg på Christiania, er ved at være slut. Lyder det tørt? Vent og se! En historisk payback-time fra embedsværket kan hurtigt være i anmarch, hvis forhøret, som meget tyder på, frikender de to ydmygede justitschefer. Så bliver det pludselig ’No Minister’, medmindre de får opfyldt forventningerne til oprejsning. Gerne i deres gamle job. Ja, de kan bryde traditionen og gå i medierne. Skeletterne kan pludselig ramle ud af skabene hos både Thorning og Bødskov.

Og oven i købet med en rigtig skidt timing for Bødskovs eventuelle comeback som EU-kommissær, hvad han synes at være i spil til.

0 kommentarer
Vis kommentarer