En god dag i retten: 2-0 til Danmark

For halvandet år siden fejrede vi på denne plads, at den storkriminelle sigøjner Jura fra den berygtede Levakovic-familie efter to betingede udvisninger omsider blev dømt til at blive smidt ud af Danmark for bestandig.

Efter en dom på fem års fængsel for hjemmerøveri og bankrøveri i december 2012 vil han formentlig allerede i næste måned blive eskorteret fra Nyborg Statsfængsel til Københavns Lufthavn, hvor en enkeltbillet til Kroatien venter på ham.

I går kom så afgørelsens time for to af hans onkler, brødrene Stefano og Django – og det blev en god dag i retten med 2-0 til Danmark. Østre Landsret idømte dem tilsammen næsten 10 års fængsel for groft hjemmerøveri og tyveri og efterfølgende deportation til Kroatien med besked om aldrig at sætte deres ben i Danmark igen.

Herfra skal lyde et højt hurra over dommen –for om nogen har de to brødre fortjent et ordentligt los i røven.

Gangsterklanen Levakovic er uden sammenligning Danmarks mest kriminelle familie. Den har gennem mere end 40 år begået i tusindvis af forbrydelser. Den har bestjålet, røvet, truet, tævet og afpresset danskere og samtidig suppleret op med socialhjælp.

Vi taler om en klan på 50 personer, der i generation efter generation helt konsekvent og systematisk røvrender det danske samfund, der har givet den husly.

I 2013 viste en opgørelse fra Københavns Kommunes socialforvaltning, at det offentlige bruger mere end 300.000 kr. på kontanthjælp eller førtidspension til Levakovic-familien. Sammenholdt med udgifterne til fængsels- og institutionsophold har klanen hidtil kostet samfundet tæt ved 100 millioner kroner!

Indtil videre er tre altså blevet udvist. Resten af familien skal ikke høre et ondt ord fra os, hvis den frivilligt vælger at følge med Jura, Stefano og Django til Kroatien.

0 kommentarer
Vis kommentarer