Vanvids-krigerne

Endnu et amerikansk gidsel er blevet halshugget og ugerningen filmet til nettet, så hele verden kan følge med.

Man får kvalme og optændes af raseri over, at nogen kan blive så kolde og afstumpede, at de slagter mennesker som dyr.

Bag de afskyelige handlinger står organisationen Islamisk Stat (IS). En terrorgruppe, som under religiøst dække henretter mænd og drenge ned til 12 år. Hugger arme og ben af dem, mens andre bliver korsfæstede. De massemyrder fanger med nakkeskud. De fjerner kvinder fra deres familier, voldtager dem, bortgifter dem og sælger dem.

Omkring 130 danske statsborgere er eller har – ifølge PET – været i Syrien for at deltage i hellig krig og bakke dannelsen af en islamisk stat op påvirket af flammende indlæg på de sociale medier eller opildnet af rabiate imamer.

Grimhøj-moskeen i Aarhus spiller en central rolle i hvervningen af de danske jihadister. 22 ud af 29 kendte Syrien-krigere har haft deres gang i moskeen, men talsmanden Fadi Abdallah vil ikke kommentere, om han tager afstand fra de videofilmede henrettelser, fordi der efter hans mening ikke foreligger endegyldige beviser for, at de har fundet sted.

Mange gyser ved tanken om, hvad de hellige krigere med rødbede-farvede danske pas kan finde på, når/hvis de returnerer til Danmark.

Derfor kræver V, K og DF nu ifølge Information, at regeringen undersøger, om man kan fratage dem deres statsborgerskab, som man gør i bl.a. Storbritannien.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) er ikke afvisende – men det er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til gengæld. Hun foretrækker forebyggelse ud fra en betragtning om, at hvis folk er villige til at dø i hellig krig, så er de nok fløjtende ligeglade med at miste deres statsborgerskab.

Det er muligt – så hvis politikerne inden for grundlovens rammer kan finde frem til endnu skrappere midler for at stoppe de vanvittige krigere, hilser vi det velkommen.

0 kommentarer
Vis kommentarer