SKAT OG SPIN

 

Umiddelbart er det værd at hæfte sig ved tre konklusioner i Skattekommissionens redegørelse om behandlingen af Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag i 2010-2011.

 Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har forklaret, at han ikke interesserede sig for, om Kinnock skulle betale skat i Danmark.

Den hopper Skattekommissionen ikke på. Troels Lund Poulsen har nu kommissionens ord for, at han er utroværdig. Altså fuld af løgn. Plus at han har videregivet fortrolige oplysninger – rygtet om at Kinnock var bøsse.

 Normalt er den slags ikke karriere-fremmende at have stående på sit cv. Men sådan ser man ikke på det i Venstre. Troels Lund Poulsen må spås en succesrig fremtid i partiet.

 Hans daværende departementschef Peter Loft har i flere medier bedyret, at han ville gå fri i den betændte sag. Den holder heller ikke.

 Peter Loft kritiseres for at have videregivet bøsserygterne om Kinnock til Troels Lund Poulsen. Og han kritiseres for generelt at have blandet sig for meget i skattesagen. Men Skattekommissionen konkluderer, at Peter Loft ikke overtrådte skatteloven med vilje!

 Interessant. Skattesystemets topchef kendte altså ikke rækkevidden af en helt central paragraf i skatteloven nemlig at ingen uvedkommende, heller ikke ministeriets top, må blande sig i skattesager.

 Peter Loft siger, at han bare ville sikre den bedste sagsbehandling. Javel, men hvorfor skulle Peter Lofts engagement så skjules for demokratiets vagthund, Ombudsmanden, da han ville kontrollere sagsforløbet?

Den ulovlige tackling af Ombudsmanden skal nu kortlægges med en advokatundersøgelse. Dermed kan det ikke afgøres, hvad der skal ske med den hjemsendte departementschef Peter Loft og de øvrige embedsmænd, der har haft fingrene i Kinnocks skat.

 Skattekommissionen, som har kostet ca. 25 mio. kr., kan ikke finde frem til, hvem der ulovligt lækkede skattesagen til BT. Men dermed er arbejdet ikke spildt.

 For kommissionen leverer endnu et eksempel på, at embedsmænd er villige til at bøje lovgivningen, hvis det kan gavne karrieren.