Noget er råddent

Så røg han. Eller rettere: Danske Banks Thomas F. Borgen ’har meddelt, at han ønsker at fratræde sin stilling’, som det lød i går, da banken præsenterede sin rapport om sin hvidvaskning af milliarder.

Vi er oppe i et skandale-omfang, hvor der ikke er råd til at pege fingre.

Når en butiksassistent ’låner’ en pose chips, er der både politianmeldelse og bortvisning. Når der hvidvaskes for et trecifret milliardbeløb på en bankdirektørs vagt, ’fratræder’ han efter eget ønske med en tocifret godtgørelse.

Danske Banks undersøgelse af sig selv siger således, at bankdirektør Borgen ikke har gjort noget forkert. Ikke juridisk i hvert fald. Borgen har begået en fejl, ikke en forbrydelse, hævder undersøgelsen.

At der løb omkring 1500 milliarder kroner gennem en lille afdeling i et hjørne af Østeuropa – hvoraf måske halvdelen er hvidvask af forbryderpenge – er, således beklageligt, men ikke ansvarspådragende.

Jamen er det ikke magisk, må man spørge.

Eller spurgt uden ironi: Skal vi ikke lade bagmandspolitiet, estiske myndigheder eller amerikanske myndigheder, der alle er i gang med ægte, uafhængige undersøgelser – samt derpå en domstol eller to – afgøre, om der er tale om en forbrydelse?

For det skal ikke tages for gode varer. Danske Banks såkaldt uafhængige undersøgelse – udført af et advokatfirma, der til daglig arbejder for bankens bestyrelse – skal derimod tages som manipulation.

Undersøgelsen har kun til formål at hvidvaske hvidvasken. Eller rettere at tvætte ledelsen i banken for allehånde pletter ved at påstå, at de er blevet griset til af nogle andre.

Undersøgelsen siger ikke noget præcist om, hvor mange milliarder kroner, der er hvidvasket for. Den siger ikke, hvem der er blevet hvidvasket for. Og den siger heller ikke, hvor pengene er havnet.

Undersøgelsen godtgør kun, at hvis man er forsømmelig i sit arbejde, skal man bare være det i så omfattende et omfang, at det fører for vidt til at blive udredt. Det skal være så monumentalt, at alle kun har interesse i at lade som om en beklagelig hændelse, ingen har ansvar for, har fundet sted.

Udenlandske medier anvender ofte Shakespeares ’Something is rotten in the State of Denmark’, når der en sjælden gang er en dansk skandale af et omfang, der påkalder sig hele verdenens forbløffelse.

I denne sag synes anledning og anvendelse mere på sin plads end nogensinde tidligere.

217 kommentarer
Vis kommentarer