Av mit arbejde

Antallet af folk, der konstant arbejder på smertestillende piller, stiger, i stedet for at falde.FOTO: SHUTTERSTOCK
Antallet af folk, der konstant arbejder på smertestillende piller, stiger, i stedet for at falde.FOTO: SHUTTERSTOCK

MED jævne mellemrum smøger politikerne virkelig ærmerne op og erklærer, at NU skal der gøres noget for de tusindvis af mennesker, der har smerter, når de er på arbejde.

FINT NOK, at de indser alvoren på Borgen. Det er en falliterklæring, hvis man i vores fintmaskede samfund skal skovle smertestillende piller ind flere gange om ugen for at holde ud på jobbet.

MEN HVOR er det fortvivlende at se, at det går den forkerte vej! Hver fjerde har nu konstant problemer med smerter på jobbet. Til trods for de forskellige planer, der netop er søsat for at mindske antallet i smertehelvede. Andelen, der er begrænset af smerter i deres arbejde, er steget med seks procentpoint på fire år frem mod 2016.

INDEN FOR fagforbundet 3F er det særlig slemt – her arbejder fire ud af ti med smerter.

3F rummer folk med hårdt fysisk arbejde, der naturligvis slider mere på kroppen, og hvor man måske mere pr. tradition knokler videre i stedet for at stoppe op og råbe på omskoling, terapeuter og hjælp.

HAVDE det været hver fjerde tandlæge, advokat eller gymnasielærer, der havde piller fast på indkøbssedlen, gik et større hjælpemaskineri nok i gang. Det ville de ikke acceptere.

EN CHAUFFØR fortæller, hvordan han har haft naboen inde for at få hjælp til at få strømper på – så ondt har han i ryggen, indtil de smertestillende piller begynder at virke. Han kører handikapbus og elsker sit arbejde, så han bider tænderne sammen. Men velfærdssamfundet har heller ikke ligefrem stået i kø for at få ændret på hverdagens opslidende og onde spiral.

REGERINGEN har nedsat et ekspertudvalg, der skal se på det kæmpestore problem. Mange venter på løsninger, tak!

FLERE politikere erklærer sig villige og forventningsfulde over for ny tankegang. Men siger, at Arbejdstilsynet skal der i hvert fald ikke skal spares. Det skal også være nemmere at skifte spor til et mindre belastende arbejde. Det må kunne lade sig gøre at skrue noget mere trygt og fremadrettet sammen, så det ikke er undtagelsen, men reglen, at folk overgår i et andet job. Og gerne inden de er helt slidt i smadder.

DESTO mere påfaldende er det, at efterløns- og pensionsalderen hele tiden forhøjes. Fint nok for en golfglad jurist. Men umenneskeligt for dem, der knokler igennem de sidste arbejdsår på piller. Tilmed lever de nedslidte et kortere liv, og pensionistlivet er præget af skavanker. Ønsket om at lade folk, der trænger til at komme på pension før andre, bliver altid kaldt for ’for besværligt’. For hvem? De, der sidder og jonglerer med reglerne ved skrivebordene? Eller de, der slæber sig hjem i sofaen med smertende ryg efter endt arbejdsdag og absolut ikke drømmer om badminton og en halvmaraton i weekenden?

206 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere