CORONARESTRIKTIONERNE forsvinder på tirsdag. Det var i sidste øjeblik.

FOR EFTER TO ÅR med begrænsninger er det som om, at mange har svært ved at slippe dem igen. Svært ved at forestille sig et liv uden konstant at skulle føre bevis for sin sundhedstilstand, at stå i testkøer, at få sine raske børn sendt hjem fra skole og se gamle venner blive afvist fra begravelser, fordi de ikke havde styr på coronapasset.

SÅ EFTER TO ÅR med restriktioner har vi allesammen brug for at ryste på hovedet og minde os selv om, at de sidste to år var de unormale. De normale år var alle de andre før dem.

DET GÆLDER ISÆR politikerne. Det er himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag. Da statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde i onsdags, kom hverken hun eller myndighederne med en eneste beregning, der kunne godtgøre, at vi ikke droppede restriktionerne, så snart pressemødet var slut.

ERGO: VI KØRER VIDERE med dem lidt endnu – bare fordi.

REGERINGEN HAR ELLERS højtideligt lovet, at ’vi ikke vil holde samfundet lukket én dag længere end nødvendigt’. Men det ville de så alligevel. Vi tager lige en uge mere. Bare fordi.

BÅDE STATSMINISTEREN og flere på sociale medier mukkede over, at journalisterne på pressemødet borede i, hvorfor vi kører videre med restriktioner for en sygdom, der officielt ikke længere er alment farlig.

’Med al respekt så diskuterer vi nu fem døgn ud af en epidemi, der har varet to år,’ lød det fra statsministeren.

JA, VI GØR, statsminister. For det er et princip, det her: Når man lukker ned fra den ene dag til den anden, når der er fare på færde, og så lukker man sandelig også op på samme måde, når faren er væk. Det andet smager fælt af, at restriktioner er meget rare at have. At de er bedre at have end være foruden. Og det er at sætte virkeligheden på hovedet.

RESTRIKTIONERNE VAR DER for at redde liv. Ikke for at begrænse skolelærernes travlhed eller tilkald af pædagogvikarer. Restriktionerne forsvinder på tirsdag – næste skridt bliver at få dem ud af hovedet.