’En bombe under dansk politik,’ kalder Henrik Qvortrup det i Ekstra Bladet. Politiken skriver: ’Chokmåling: Støjbergs nye parti kaster en håndgranat ind i dansk politik.’
Det eksplosive billedsprog er berettiget. Og så alligevel ikke.
En ny megafonmåling viser, at Støjbergs Danmarksdemokraterne vil få 11 procent af stemmerne og sparke Dansk Folkeparti ned under spærregrænsen. Det er opsigtsvækkende, ja. Det er bare ikke ensbetydende med, at dansk politik nødvendigvis forandres.
Kun hvis Støjberg kan hive stemmer hen over midten fra Socialdemokratiet, detoneres bomben. Men hvis Dansk Folkeparti, der i 2015 fik 21 pct. proteststemmer, er helt ude og derpå erstattes af 17-18 pct. Danmarksdemokrater og Nye Borgerlige ved et valg i efteråret, er opstanden til at overskue for den nuværende regering.
Lige siden jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet maste sig ind, har en kritisk masse på mellem 15 og 20 pct. mod ’parnasset’, mod de gamle magtpartier og mod eliten stemplet ind i dansk politik. Og Inger Støjberg er lige nu ene og alene et løfte om udfrielse fra bureaukraterne og de politisk korrekte samt ’rigtige meningers’ undertrykkelse. Af Inger Støjberg selv kaldet ’de fine saloner i København’.
Støjbergs omklamring af Jylland spiller på den romantiske myte om, at den uforfalskede dansker er fra provinsen. Om at et oprindeligt, husmands-fornuftigt Danmark kan genskabes. Og om at hun er en retfærdig hævner. De 'fine' dømte og forviste hende. I en sammensværgelse. Med noget juristeri. Men nu skal vi have regnskabets time.
Den overordnede fortælling er således stærk og effektfuld: Støjberg elsker Danmark. De andre er derimod falske og har besat landet. Hun er befrieren.
Det er selvsagt meget at skulle løfte for et pop op-parti. Et parti, der ikke har noget program og først skal til at finde sine kandidater, og hvis frontfigur synes idealiseret ud over, hvad hun kan bære. Og hvis udgangspunkt er en vrangforestilling.
Enhver københavner ved, hvordan man finder en jyde i hovedstaden. Man går ind i den nærmeste virksomhed og spørger efter chefen.
Dertil kan der, så snart politikken bliver konkret, hurtigt opstå forvirring i rækkerne. Eksempelvis har Inger Støjberg løftet en lille flig: Danmarksdemokraterne er faktisk slet ikke imod EU. Så vidt rækker protesten mod det politiske hovedkvarter åbenbart ikke.
Der findes vel næppe finere saloner end dem i Bruxelles? Vælger man at skose en geografisk magtkoncentration i politik, findes der vel næppe en mere folkefjern elite end nede i Unionens korridorer? Der kan de københavnske saloner vel ikke rigtig være med? Så hvordan hænger det lige sammen for Danmarksdemokraterne?
