Belønner eneherskerne

PARTISTØTTEN i Danmark er enestående gavmild. Også overfor dem, vælgerne allerede har vraget én gang.

FORMÅLET er naturligvis, at demokratiet skal blomstre, også uden støtte fra velspækkede interessegrupper.

KENDSGERNINGEN er bare, at offentlig partistøtte er så generøs, at den er blevet en attraktion i sig selv.

IKKE MINDST blandt nye partier, domineret af en ’enehersker’, som vi ser det med Rasmus Paludan og Klaus Riskær. Dér var man helt klar på, hvordan pengene vælter ind hvert år frem til næste valg. Uanset om man bliver valgt ind eller ej.

RISKÆR spekulerede som bekendt lang tid inden valget i juni 2019 i alle de dejlige gysser, han ville få udbetalt.

HAN LOVEDE sponsorer 50 pct. i rente, hvis de ville låne ham 100.000 kr. Pengene skulle nok komme retur fra partistøtten, lovede han. Den giver 33 kr. pr. stemme, når man får over 1000 stemmer.

LIGE NU fører han sig frem som den humane julemand, der vil skænke 250.000 kr. af sin nye partistøtte næste måned til de afviste asylbørn på Sjælsmark kaserne. Det lovede han under valgkampen, fordi børnene levede i en ’fangelejr’. Riskær får knap en million kr. årligt i offentlig partistøtte frem til næste valg.

SAGEN ER bare, børnene jo netop flytter ud nu fra Sjælsmark? Ned til Avnstrup, hvor der er køkkener til at lave mad i og ingen hegn. De skal alligevel have pengene, mener han. Stuntet er åbenbart for godt til at lade ligge.

HVORFOR, kan man spørge, skal skatteyderne betale for hans happening, hvis formål er faldet bort? Nu under de fleste mennesker nok lidt solskin i børnenes hverdag. Men et flertal i Folketinget står faktisk bag, at disse afviste asylsøgere skal ud af Danmark snarest muligt. Og man er enige om de stramme vilkår. Dem udvider Riskær så vældig smart – på skatteydernes regning.

MEN BEVARES ... partistøtten kan bruges til stort set alt.

PALUDAN scorer ca. to millioner kr. om året. Det er måske dem, der skal fyres af i Rødekærsbro, hvor han tilsyneladende står bag købet af et lille hus, 10 km fra Viborg? Vi ved det ikke, og han er ikke meddelsom. Partistøtten kan netop typisk finansiere en fed løn til en partileder, husleje til partihovedkontor, partibil osv.

PARTILEDERRUNDERNE på tv lignede som bekendt mere opstillingen af et talstærkt, russisk mandskor end en udvalgt skare op til valget i juni. Nogen synes, det er fint – andre ærgrede sig over, at feltet blev så spredt. En af tankerne efterfølgende var, at man skal indsamle 40.000 vælgererklæringer for at kunne stille op – ikke 20.000 som nu.

DET VILLE måske give mere seriøsitet. Og større velvilje til stadig at ville poste penge i demokratiet.

135 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere